36-årig kvinde blev stoppet af politiet: Nu har hun intet kørekort i 10 år

20/01/2023

Nicolai Busekist

112
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 36-årig kvinde blev stoppet af politiet, hvilket førte til så mange sigtelser, at hun har mistet sit kørekort i de næste 10 år.

Mest læste i dag

En 36-årig kvinde fra Ishøj kan ikke sætte sig bag rattet i en bil i de næste mange år. På lidt under et år har hun kørt bil seks gange, til trods for, at hun var påvirket af hash eller amfetamin.

Ikke nok med det, så blev hun også taget for at køre for stærkt. Flere gange kørte hun endda med en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed.

I alt var det lykkedes for den 36-årige kvinde at samle hele 31 forhold til sig, som hun var tiltalt for. Hun endte med at blive dømt for 30 af dem, hvilket bl.a. omfatter vold mod en politimand og trusler mod en kommunalt ansat.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Det førte til, at hun blev idømt en kombinationsdom på tre måneders ubetinget fængsel. Hertil er hun også blevet idømt fire måneders betinget fængsel, hvilket dog kræver, at hun indvilliger i at gennemføre 100 timers samfundstjeneste og være under tilsyn af kriminalforsorgen.

Det er dog ikke alt, for hun er også blevet idømt en bøde på 18.500 kr., ligesom hun er blevet frakendt førerretten ubetinget i 10 år, hvilket betyder, at hun ikke må sætte sig bag rattet i en bil det næste årti.

En stor del af de overtrædelser, hun nu er blevet dømt for, skete på et tidspunkt, hvor hun ikke måtte køre bil, da hun i forvejen var frakendt førerretten. Det betød, at retten også valgte at konfiskere kvindens to biler.

Carl Riisgaard, der har været anklager i sagen, siger, at det er en dom, der viser, at begår man grove overtrædelser af færdselsloven, har det konsekvenser.

"Den 36-årige kvinde har gentagende gange kørt bil med amfetamin og hash i blodet på bekostning af andre medtrafikanters sikkerhed, og selvom hun var frakendt førerretten," siger anklager Carl Riisgaard, og fortsætter:

"Retten har nu dømt kvinden til fængsel, frakendelse af førerretten og konfiskeret hendes biler, hvilket viser, at så grove overtrædelser af færdselsloven naturligvis har konsekvenser."

Det fremgår desuden af pressemeddelelsen fra Københavns Vestegns Politi besluttede at modtage dommen.

Anbefalet til dig