DMI opdaterer sine varsler: Her rammer voldsomt vejr

24/01/2024

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com
Voldsomt vejr rammer Danmark i dag og i morgen.

Mest læste i dag

Tirsdag aften har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) opdateret sine varsler om forhøjet vandstand og vindstød af stormstyrke, der rammer flere kystområder i de kommende dage.

Det førstnævnte varsel gælder for Vadehavet, centrale Vestkyst, i den vestlige del af Limfjorden, vestlige Kattegat, Århus Bugt, nordlige Lillebælt, Nord- og Østfyn samt Nordsjællands kyst, mens der varsles vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst.

Det fremgår på vejrtjenestens hjemmeside.

Forhøjet vandstand

I den vestlige del af Limfjorden forventer DMI, at vandstanden stiger mellem 1,3 og 1,5 meter over normal vandstand (DVR) frem til natten til onsdag og igen fra onsdag aften til torsdag eftermiddag. I Vadehavet ventes vandstanden at nå mellem 2,4 og 2,7 meter over normal vandstand (DVR) onsdag eftermiddag. Langs centrale Vestkyst ventes vandstanden at stige mellem 1,8 og 2,0 meter over normal vandstand (DVR) sent onsdag aften og natten til torsdag.

Langs Kattegatkysten fra Skagen til Århus Bugt ventes vandstanden at stige mellem 1,2 og 1,4 meter over normal vandstand (DVR) fra tidligt torsdag til torsdag eftermiddag.

I nordlige Lillebælt samt langs Nord- og Østfyn ventes vandstanden at stige mellem 1,2 og 1,5 meter over normal vandstand (DVR) fra tidligt torsdag til torsdag eftermiddag. Langs Nordsjællands kyst ventes vandstanden at stige mellem 1,2 og 1,4 meter over normal vandstand (DVR) fra tidligt torsdag til torsdag aften.

Kraftig vind langs den jyske vestkyst

Ud over forhøjet vandstand advarer DMI om stormende kuling med vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst.

Helt nede fra den dansk-tyske grænse og op til Skagen ventes stormende kuling med vindstød af stormstyrke mellem onsdag eftermiddag og frem til sent onsdag aften.

Det skyldes et kraftigt lavtryk, der passerer nord om Danmark og hen over den sydlige del af den skandinaviske halvø.

Den kraftige vind, som er en konsekvens af dette lavtryk, presser vand fra Nordsøen ind mod de danske kyster og ind i de danske farvande, hvilket resulterer i forhøjet vandstand.

Begge varsler er i kategori 1.

Hos DMI er der tre kategorier, og kategori 1 står for: Voldsomt vejr. Det betyder, at du skal være opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og dine udendørsaktiviteter.

Anbefalet til dig