Efter en juli præget af grå skyer, regn og kun få rigtige sommerdage, får Danmark nu en kortvarig smagsprøve på hedebølge.
DMI varsler, at temperaturen fra onsdag til fredag mange steder vil snige sig over 25 grader – og enkelte steder kan vi lokalt nærme os de 30 grader.
Men med de høje temperaturer følger også en risiko, som mange bilister glemmer.
Ifølge eksperter er der flere helt almindelige ting, der kan tage skade – eller blive direkte farlige – hvis de efterlades i en glohed bil.
Sådan skriver mediet The Mirror.
En bilsælger peger især på fem ting, man bør tage med sig ud af bilen på varme dage.
Plastikflasker med vand
Engangsplastflasker kan danne bakterier i en åben flaske, når varmen stiger, og plasten kan fokusere sollys og skabe brandfare. Brug hellere en genanvendelig drikkedunk.
Solbriller
Efterlad ikke solbriller på instrumentbrættet. Solens stråler kan deformere stellet eller sprænge linserne.
Solcreme
Høj varme kan nedbryde de aktive stoffer i solcreme, så beskyttelsen bliver mindre effektiv. Opbevar den køligt, og tag den først med, når du skal bruge den.
Medicin
Mange typer medicin skal opbevares ved 15-25 grader. I en varm bil kan temperaturen hurtigt overstige dette og ødelægge indholdet – fra smertestillende til insulin.
Powerbanks og mobiltelefoner
Ekstrem varme kan beskadige batterier – i værste fald kan de eksplodere. Tag både mobil og opladere med dig, når du forlader bilen.
Med de høje temperaturer på trapperne er det altså ikke kun passagererne, der skal passes på – også dine ejendele.