Sommerferien står for døren, og for mange danskere betyder det, at det snart er tid til at spænde campingvognen efter bilen og køre på ferie.
Selvom mange formentlig stadig benytter de velkendte fossilbiler til den opgave, så har markant flere elbilister fået muligheden for at trække campingvogn eller anhænger i de seneste år.
Det viser tal fra bilstatistik.dk.
I løbet af årets første fem måneder er der i alt indregistreret 24.017 nye elektriske biler med anhængertræk. Det vil sige, at over 53 procent af alle nye elbiler er blevet solgt med et anhængertræk.
Går vi tilbage til samme periode i 2022 var det blot 35 procent af de nye elbiler, der blev udstyret med anhængertræk.
”For få år siden fandtes der ikke ret mange elbiler, der var typegodkendt til at få monteret anhængertræk. Og de godkendte modeller måtte ofte ikke trække ret mange kg. I dag er der et bredt udvalg af elbiler, der kan monteres med træk, og der er også kommet modeller, der må trække rigtig mange kg,” siger administrerende direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Mange udbredte elbiler må i dag trække langt over de 1.000 kg, det ofte kræver at køre med campingvogn.
En stor elektrisk bil som f.eks. Kia EV9 må faktisk trække helt op til 2.500 kg. Men med et almindeligt kørekort B, skal man være opmærksom på, om man holder sig inden for den tilladte totalvægt på 3.500 kg for hele vogntoget - ellers skal kørekortet opgraderes.
Størst andel af trækkroge på dieselbiler
Andelen af spritnye elbiler, der monteres med anhængertræk, ligger markant højere end for fossilbiler.
Det skyldes formentlig, at fossilbilernes højere registreringsafgift gør det mere fordelagtigt at eftermontere trækkrogen, hvorimod elbiler under 417.500 kr. (2025) slipper for registreringsafgift.
”At nogle biler ender med registreringsafgift på f.eks. anhængertræk, mens andre slipper, er bare med til at understrege, hvor meget mere enkelt det ville være at fjerne registreringsafgiften helt for elbiler og i stedet lade tekniske egenskaber som vægt og energiforbrug bestemme en højere løbende afgift,” siger Gitte Seeberg og henviser til det afgiftspitstop, der i øjeblikket diskuteres på Christiansborg.
Ser vi på hele den danske bilpark, så udgjorde den ved udgangen af maj næsten 2,9 millioner biler. Ud af dem er ca. halvdelen registreret med et anhængertræk.
Elbilerne udgør nu ca. 420.000 af bilerne og ligger lige på gennemsnittet, hvad angår anhængertræk. 48 procent af elbilerne i bilparken har det.
Benzinbilerne har en noget lavere andel, som er registreret med anhængertræk. Det gælder ca. 40 procent.
Dieselbilerne har den klart højeste andel med over 71 procent.