Glædeligt nyt til elbilister: "Dette er en lille, men vigtig, milepæl"

Biler
Genrefoto: Nielsen Car Group
Genrefoto: Nielsen Car Group
Nu er der sagt 'ja'.

Lige nu læser andre også

Nu bliver det nemmere at oplade sin elbil, når man besøger et af Region Hovedstadens hospitaler. Et enigt regionsråd har sagt ja til at få flere lynudtag på regionens matrikler.

Målet med forslaget er at imødekomme det stigende behov for elbilopladning, men også at reducere den regionale CO2-udledning og bidrage til den grønne omstilling.

Sådan skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

"Det er fantastisk at se vores planer blive til virkelighed. Denne udvidelse vil gøre det meget lettere for folk at vælge en mere miljøvenlig transportform. Jeg er sikker på, at det vil have en positiv effekt på vores miljø og indirekte på folks sundhed," siger Line Ervolder, formand for Miljø- og Klimaudvalget og medlem af Det Konservative Folkeparti.

Thomas Rohden fra Radikale Venstre, der også er medlem af udvalget, deler formandens begejstring:

"Dette er en lille, men vigtig, milepæl i vores bestræbelser på at skabe en mere bæredygtig fremtid for vores borgere. At udvide ladeinfrastrukturen er et vigtigt skridt i retning af at gøre det lettere og mere attraktivt for vores borgere at vælge elbiler og dermed bidrage til at nedbringe vores CO2-udledning," siger han.

Over 70 nye lynladeudtag

Der planlægges opsætning af omkring 78 nye lynladeudtag i løbet af de næste to år på udvalgte matrikler rundt om i regionen. Lynladerne vil have en effekt på mere end 150 kWh pr. udtag, hvilket betyder, at de kan oplade elbiler betydeligt hurtigere end de konventionelle ladere.

Laderne er ikke kun forbeholdt hospitalspersonalet, men er tilgængelige for alle besøgende. Tiltaget er en del af bestræbelserne på at gøre det så let som muligt for borgerne i regionen at vælge en grønnere transportløsning.

Omkostningsneutral løsning

Planen er, at Region Hovedstaden indgår aftale med samarbejdspartnere, der skal levere og drive ladestanderløsninger.

Løsningen forventes at være omkostningsneutral, da man regner med, at de firmaer, der kommer til at drive ladestanderne, også står for opsætning og drift af dem.

Anbefalet til dig