Er dit strygejern fyldt med brune pletter, kalkrester eller fastbrændt snavs, som gør det nærmest umuligt at stryge tøjet ordentligt? Så er der heldigvis hjælp at hente.
Med en enkel og effektiv løsning kan du nemt og hurtigt få dit strygejern til at se ud som nyt igen - uden at bruge dyre eller giftige rengøringsmidler, som i værste fald kan ende med at gøre mere skade på dit strygejern.
Det bedste af det hele er, at du højst sandsynligt allerede har alt, hvad du skal bruge hjemme i køkkenskabene. Ifølge siden Dicas e Truques da Avó skal du blot bruge tre helt almindelige ingredienser: citronsaft, natron og klar eddike.
Sådan gør du:
Start med at blande lige dele vand og klar eddike i en lille skål.
Tilsæt derefter en spiseskefuld friskpresset citronsaft.
Rør natron i lidt ad gangen, indtil blandingen får konsistens som en pasta. Vær opmærksom på, at det kan boble en smule, da natron og syre reagerer sammen.
Når pastaen er klar, tager du en ren, blød klud og fordeler den forsigtigt på strygesålens overflade. Undgå at få pastaen ned i dampdyserne eller ventilationshullerne, da det kan påvirke strygejernets funktion.
Lad blandingen sidde og virke i cirka fem til ti minutter - det giver tid til, at syren og natronen opløser det fastbrændte snavs og eventuelle kalkrester.
Når tiden er gået, bruger du en fugtig klud til at tørre blandingen af. Er der kommet rester ned i hullerne, kan du forsigtigt bruge en vatpind til at rense dem.
Efter rengøringen kan du fylde strygejernet halvt op med rent vand og lade det dampe i et par minutter (over vasken) for at fjerne eventuelle rester. Husk derefter at tømme vandbeholderen og tør strygejernet grundigt af, så du får alt vand med.
Denne metode er ikke bare billig og nem - den forlænger også levetiden på dit strygejern og sikrer, at dit tøj ikke længere bliver plettet under strygning. Så næste gang du opdager, at jernet trækker striber eller sætter mærker, ved du præcis, hvad du skal gøre.