Et lettelsens suk kan snart høres i grønlandske butikker, når drikkevarer fra Danmark ryger på hylderne.
Fra 1. juli skal forbrugere og butikker i Grønland nemlig ikke længere betale både dansk og grønlandsk pant på samme dåse.
Hidtil har prisen på pantmærkede drikkevarer importeret fra Danmark været en dyr fornøjelse for grønlandske kunder, fordi dansk pant blev lagt oveni den grønlandske.
Det er slut nu.
Ændringen sker efter et samarbejde mellem Danmark og Naalakkersuisut, hvor danske virksomheder fremover kan få refunderet den danske pant, hvis de dokumenterer eksport til Grønland. Det fortæller Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
Miljøminister Magnus Heunicke glæder sig over aftalen. "Det har været et problem, at dansk pant er blevet til en ekstra udgift for både grønlandske butikker og forbrugere. Derfor har vi i samarbejde med Naalakkersuisut fundet en god løsning, så der ikke længere skal betales både dansk og grønlandsk pant, når man i Grønland sælger eller køber en danskproduceret drikkevare."
Også fra grønlandsk side lyder der tilfredshed med aftalen.
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen udtaler: "Grønland har siden 1. januar 2024 haft sit eget pantsystem, og jeg er glad for, at vi i samarbejde med den danske miljøminister har fundet en løsning, så vi stadig kan få drikkevarer importeret fra Danmark, men ikke længere skal betale dansk pant."
Fakta viser, at ordningen skal træde i kraft 1. juli 2025.
Dansk Retursystem står for administrationen, mens refusionen skal forhindre, at udgifterne havner hos de grønlandske forbrugere. Fremover kan danske virksomheder få panten tilbagebetalt, hvis varerne er eksporteret til Grønland og indgår i det nationale pantsystem.