Du har sikkert hørt, at du skal gå 10.000 skridt om dagen for at være sund og rask.
Det lyder jo af ret meget, men har du nogensinde spekuleret på, hvor det tal egentlig kommer fra?
Svaret er en japansk reklamekampagne fra 60’erne. Reglen om de 10.000 skridt er altså ikke født i et laboratorium, men i et marketingmøde med en skridttæller i hånden.
Nu viser det sig, at det måske heller ikke er den mest effektive vej til et sundt liv.
Sådan skriver mediet Heute.
Japansk gang
En ny trend, som stammer fra Japan og derfor har fået navnet 'japansk gang', vinder frem.
Den er udviklet af professor Hiroshi Nose og Shizue Masuki fra Shinshu University, og metoden bygger på en yderst enkel idé.
Du skal blot skifte mellem tre minutters hurtig gang og tre minutter i et roligere tempo - og så skal det tage 30 minutter i alt. Det er som intervalløbets mere afslappede fætter.
Den hurtige gang skal få dig op i et tempo, hvor det bliver lidt bøvlet at føre en samtale. Den langsomme skal derimod føles let, men stadig med lidt puls.
Resultaterne imponerer
Resultaterne er faktisk ret imponerende.
Et japansk studie fra 2007 viste nemlig, at deltagerne, som dyrkede japansk gang, tabte sig mere og opnåede et lavere blodtryk end dem, der 'bare' gik 8.000 skridt i træk.
Og det stopper ikke der.
På længere sigt kan metoden endda hjælpe med at modvirke aldersrelateret tab af styrke og kondition.
Så måske er det på tide at lade skridttælleren tage en pause og i stedet skrue op og ned for tempoet i takt med din vejrtrækning.