Det er ikke længere kun elektronik og spiritus, der udløser en hylende alarm, hvis nogen forsøger at smugle dem ud af butikken.
Nu er det også dine bøffer og chokoladebarer, der bliver plastret til med sikkerhedsmekanismer i landets supermarkeder.
Det skriver B.T.
Hos Coop – koncernen bag SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen og 365discount – har man skruet op for varesikringen.
Det sker i takt med, at butikstyverier er eksploderet.
Faktisk er antallet af anmeldelser fordoblet på bare tre år. Og det kan mærkes.
"Vi har i de seneste år skærpet sikkerheden med både flere vagter og detektiver... Det gælder også anvendelsen af tyverialarmer, hvor vi blandt andet sikrer spiritus og dyre varer i vinafdelingen samt dyre udskæringer af oksekød," fortæller Jacob Lassen, senior kommunikationsrådgiver i Coop.
Det er især udvalgte udskæringer, som nu er beskyttet bag plastik og magnetlåse. Og det stopper ikke der.
For i visse butikker under Coop har man også øje på de mindre varer, som for få år siden kunne ligge frit fremme ved kassen.
Prisen på chokolade – særligt populære mærker som Marabou – er skudt i vejret det seneste år. Og det gør dem til attraktive mål for butikstyve.
Derfor er også disse varer nu på listen over potentielle varesikringskandidater.
Supermarkederne ruster op, og det sker med alarmer i både køledisken og slikhylderne.