Dårligt nyt til disse danskere: Nu bliver det dyrere

28/6/22 05:33

Ida Hansson

Foto: Shutterstock
Disse danskere kan se frem til højere månedlig udgifter.

Der er allerede blevet sagt farvel til negative renter på hhv. F5-lån, F3-lån og F1-lån. Mandag blev det de helt kortforrentede boliglåns tur, hvilket vil sige, at det nu er helt slut med at have negative renter på boliglån.

De kortforrentede boliglån kaldes for F-Kort, Flex Kort og Kort Rente. Fælles for disse er, at de får en ny rente hvert halve år.

Den nye renter, der kommer til at gælde fra den 1. juli, er blevet fastsat mandag. Ifølge Finans.dk har renterne på disse låntyper nu også bevæget sig i plus.

Til trods for, at det var ventet, at man ville se denne rentestigning, er det dog alligevel noget, der kommer til at gøre ondt på de boligejere, der har lånt til købet af deres bolig med de korte flekslån.

Disse lån havde før en rente, der lå lige under nul, men nu skal boligejerne, der har disse lån til at betale en rente i Totalkredit på enten 0,37% eller 0,57%. Vil man som ny kunde i Totalkredit have et F-Kort-lån, får man en rente på 0,55%, lyder det.

De pågældende boligejere bliver dog ramt to gange hos Totalkredit, da de før har fået en negativ rente tilbage i form af et ekstra fradrag. Det vil sige, at de boligejere, der har afdragsfrie lån, har afdraget, mens renten har været negativ.

Ender man som boligejer med en rente på 0,57%, vil det koste yderligere 340 kr. efter skat pr. afdragsfrie million. Samtidig kommer man til at gå glip af 100 kroner om måneden i mistet afdrag.

Har man et lån, der lyder på i alt tre millioner kroner, vil den månedlige ydelse stige med omtrent 1.000 kroner.

Selvom renten på F-Kort-lån ikke har været højere, siden denne låntype kom på markedet i 2014, er det ifølge Finans.dk endnu ikke slut. Boligejerne med disse lån kan nemlig se frem til flere renteforhøjelse – både i år og næste år.

Det skyldes, at renten på de korte flekslån følger renten i Den Europæiske Centralbank, ECB, der for nylig har varslet, at de vil hæve renten.