Danish Crown med opsigtsvækkende melding om oksekødspriserne

Af: Alberte B. C.

|

23/05/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Oksekød bliver ikke som før.

Lige nu læser andre også

Hvis du har stået foran køledisken og spejdet efter hakket oksekød, har du næppe overset det: Priserne er stukket af.

Men ifølge Danish Crown har forbrugerne ikke grund til at skyde skylden deres vej – trods meldinger om øget betaling til landmændene og en ny satsning på kød af højere kvalitet.

Direktør Finn Klostermann fra Danish Crown Beef fastslår, at der ikke er sammenhæng mellem den massive prisstigning og selskabets nye strategi.

"Det her tiltag kommer ikke til at betyde, at oksekødet for den almindelige forbruger bliver dyrere. Tværtimod," lyder det fra direktøren, som mener, at satsningen kan få den modsatte effekt.

Alligevel erkender han, at danskerne bør forberede sig på, at oksekød fremover får en ny rolle i hverdagskosten.

"Det kan godt være, vi er i en virkelighed, hvor den almindelige forbruger skal tænke forbruget af oksekød anderledes og vænne sig til, at det i højere grad er et luksusprodukt," siger Klostermann ifølge B.T.

Mens Danish Crown fastholder, at hverdagskødet ikke rammes, taler tallene et andet sprog. Hvor man tidligere kunne få et halvt kilo hakket oksekød for 62,50 kroner, koster samme mængde nu 68,69 kroner.

Samtidig er pakkerne i supermarkedet blevet mindre: Hos flere kæder sælges 400 gram nu for 54,95 – hvilket svarer til næsten 69 kroner for en halv kilo.

Den officielle forklaring lyder på lavere udbud og højere efterspørgsel, men det ændrer ikke på, at danskerne i stigende grad må lægge flere penge for det samme.

Anbefalet til dig