Danskere flygter fra socialt medie: Hver tredje har forladt det over de sidste 2 år

Nyheder
Foto:  Primakov / Shutterstock.com
Foto: Primakov / Shutterstock.com
Er du blandt dem, der er smuttet?

Lige nu læser andre også

Danskerne har officiel status af at være det folkefærd i EU, hvor udbredelsen af sociale medier er højest.

Den position bekræftes af en ny undersøgelse, der viser, at hele 94 procent af befolkningen har oprettet en profil på mindst ét socialt medie.

I gennemsnit er over halvdelen af den voksne befolkning – 57 procent – aktiv på tre sociale medier, viser en befolkningsundersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ingeniørforeningen IDA blandt godt 2.000 repræsentativt udvalgte danskere.

En klar nummer 1

Facebook er fortsat den absolutte stjerne og har fast plads i 85 procent af danskernes onlineliv, mens Instagram, Youtube og Snapchat kommer ind på de næste pladser.

Langt størstedelen angiver, at de er på Facebook på grund af det sociale netværk, men tæt på halvdelen svarer, at de – også – er på Facebook for at få væsentlige informationer fra eksempelvis beboerforeninger, fritidsaktiviteter og uddannelse.

Og netop den del springer i øjnene på Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert for IDA og ser et kæmpe behov for et sikkert europæisk alternativ, hvor dine personlige data ikke er en handelsvare.

”Facebook er danskernes digitale forsamlingshus, hvor alle typer af foreninger kommunikerer til medlemmerne. Men dine personlige data bliver støvsuget videresolgt til alle mulige andre formål. Du betaler med dit privatliv for at bruge Facebook, og det er dybt problematisk. Derfor burde hverken foreninger eller offentlige myndigheder kommunikere på Facebook”, siger Jørn Guldberg, der fremhæver Dansk Idrætsforbund (DIF) som et eksempel på en organisation, der tager problematikken alvorligt.

DIF anbefalede i foråret, at både skærme og sociale medier begrænses så meget som muligt både i selve aktiviteten og i kommunikationen med udøverne, og at man ikke opretter tråde og grupper i Snapchat eller Facebook til at planlægge aktiviteter i foreningen.

”Vi har bevæget os søvngængeragtigt ind i techgiganternes spind af algoritmer, uden tanke for hvordan de udnytter vores personlige data eller skaber afhængighed for børn og unge. Det er på høje tid, at der kommer et opgør med den kultur”, siger Jørn Guldberg.

Flygter fra disse platforme

Undersøgelsen viser dog samtidig en tendens til, at flere danskere har fravalgt sociale medier i løbet af de seneste to år. Det gælder i særdeleshed X og TikTok.

Således svarer 35 procent af X-brugerne, at de har forladt platformen i løbet af de seneste to år. Det samme gælder 27 procent af TikTok-brugerne.

Det opfatter Jørn Guldberg som en direkte konsekvens af, at de to medier har opbygget et dårligt ry, når det gælder både datahøst, etiske retningslinjer og moderation af grænseoverskridende indhold.

”Siden Elon Musk overtog Twitter og omdøbte det til X, har der været frit slag for ekstremistiske holdninger og falske nyheder. Fra at være en solid indholdskanal for meningsdannere og eksperter, er X i dag tæt forbundet med Donald Trump og Elon Musk, og dem har mange danskere svær ved at holde af”, siger han.

Når det gælder TikTok, har PET flere gange advaret offentligt ansatte mod at have appen installeret på deres arbejdstelefoner, fordi det kinesiske styre formentlig har adgang til brugernes data og kan udføre spionage.

”Samtidig viser flere undersøgelser, at nye brugere lynhurtigt manipuleres ind i et dystert og selvdestruktivt univers. Mediet er ikke det uskyldige dansemedie, som det var i starten”, siger Jørn Guldberg.

Anbefalet til dig