Digitaliseringsstyrelsen gør klar til ny app: Bliver mere omfattende end MitID

Nyheder
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
En ny app er på vej.

Lige nu læser andre også

Digitaliseringsstyrelsen arbejder aktuelt på Danmarks bidrag til den fælles europæiske digitale identitetstegnebog.

Som en del af udviklingsarbejdet er Dataetisk Råd inddraget som rådgiver. Dataetisk Råd offentliggør i dag anbefalinger, der skal sikre, at løsningen lever op til høje standarder for privatliv, gennemsigtighed og digital inklusion.

Anbefalingerne vil indgå i det videre arbejde i projektets rådgivningskomité, hvor rådet er repræsenteret ved Camilla Gregersen, som er medlem af Dataetisk Råd.

"Den digitale identitetstegnebog bliver borgernes adgangsnøgle til både offentlige og private tjenester i hele EU. Derfor er det afgørende, at løsningen fra første linje kode bygges på principper om beskyttelse af privatlivet, brugerkontrol og sikkerhed, samtidig med at der stadig også er løsninger for ikke-digitale borgere," siger Camilla Gregersen, der repræsenterer Dataetisk Råd i projektets rådgivningskomité. 

Anbefalingerne har til formål at sikre, at den nye løsning giver borgerne reel kontrol over egne data og skaber tillid på tværs af befolkningen.

Med fokus på netop disse principper anbefaler Dataetisk Råd blandt andet, at appen udvikles med privacy-by-design, og at unødig datadeling aktivt forebygges.

"Brugeren skal fx kunne bevise sin alder uden at vise hverken fødselsdato eller navn," uddyber Gregersen.

Et andet centralt punkt er gennemsigtighed og brugerinddragelse. Borgerne skal have fuldt overblik over, hvilke data de deler, med hvem – og til enhver tid kunne trække oplysninger tilbage.

"Lighed og tilgængelighed er også helt centralt. Hvis ikke alle borgere – uanset deres digitale kompetencer – kan bruge løsningen med tryghed, fravælger borgerne jo løsningen," forklarer Camilla Gregersen.

Den nye tegnebog er Danmarks svar på EU’s eIDAS2-forordning, der kræver, at alle medlemslande senest i 2026 skal kunne tilbyde sikker digital identifikation på tværs af landegrænser.

Identitetstegnebogen bliver mere omfattende end MitID og kan indeholde personlige dokumenter, attester og tilladelser, som er relevante i forskellige sammenhænge.

Dataetisk Råds arbejde med at rådgive om den nye identitetstegnebog går i gang i starten af maj, hvor det første møde i advisory boardet er. 

Digitaliseringsstyrelsen forventer at kunne præsentere den første prototype af den nye app i slutningen af 2025. Dataetisk Råd fortsætter sin rådgivning gennem hele udviklingsprocessen.

Anbefalet til dig