Et lavtryk har de seneste mange dage dikteret det danske vejr og drillet de ferieholdende i det danske sommerland med skyer og byger i tide og utide.
Lavtrykket er endelig ved at miste pusten, men det giver ikke op så let og skal i dag gå ud med et brag.
Sådan skiver DMI.
Kraftige byger i dag
Føromtalte lavtryk, der mandag morgen befinder sig over det nordlige Tyskland, rykker langsomt mod nord og vil i løbet af dagen indfinde sig direkte over Danmark.
Med sig hiver lavtrykket varm og fugtig luft op fra Sydeuropa, hvilket gør atmosfæren yderst ustabil.
Den varme luft stiger til vejrs og danner flotte, boblende cumulusskyer, der grundet den ustabile atmosfære fortsætter med at vokse sig store og høje, indtil de til sidst har udviklet sig til cumulonimbusskyer.
Det er disse skyer, der giver byger, og de vil lokalt kunne være kraftige og med torden.
Der er en lille risiko for, at Bornholm bliver ramt her til morgen, og hen mod eftermiddagen står en stor del af det resterende Danmark for skud, hvor risikoen for skybrud synes større.
Solen giver det sidste skub
Når solen varmer landjorden op, bliver den ovenliggende luft også varmet op.
I dag kommer vinden fra øst, hvilket betyder, at som luften bevæger sig mod vest, vil den blive varmet mere og mere op.
Det kommer til at give det sidste skub til den allerede ustabile atmosfære, og det kan få de kraftige byger til især at kunne mærkes på de vestlige halvdele af de danske øer.
Men som lavtrykket bevæger sig op over landet, begynder vinden at aftage, og en egentlig retning bliver svær at fastslå.
Bygerne vil fortsat poppe op mange steder grundet solopvarmningen, men de vil ikke bevæge sig nær så langt.
Hermed er kimen lagt til lokale skybrud, fordi bygerne kan stå og regne længe på det samme sted. Et skybrud er defineret ved, at der falder 15 mm regn eller mere på det samme sted på en halv time.
Om det ender med at blive en realitet, må tiden vise.