En front med regn ligger her først på natten over den centrale og østlige del af landet og bevæger sig mod øst.
Fronten forfølges af en opklaring, og i den vestligste del af landet er det allerede klaret op med vekslende skydække og mest tørt vejr, mens opklaringen næsten nået frem til Bornholm tirsdag morgen.
I forbindelse med fronten er det blæst op. På forsiden af fronten er vinden tiltaget fra syd, og som fronten er passeret, drejer vinden i vest og sydvest.
Det skriver DMI.
Fronten hører til et stormlavtryk, som de engelske meteorologer for et par dage siden navngav Floris.
Floris ligger her natten til tirsdag lige nordøst for Skotland og bevæger sig mod nordøst, og selvom den lavtryksbane betyder, at Danmark bliver forskånet for de kraftigste vinde, bliver det alligevel ret blæsende for årstiden.
Ved kysterne vil det være mellem hård vind og hård kuling med meget kraftige vindstød.
Tirsdag med blæst, byger og sol
Når vi står op tirsdag morgen venter en dag med blæst, byger og sol til hele landet.
Flest byger vil man få i Jylland, og her kan bygerne også blive kraftige og lokalt være med torden.
På grund af den kraftige vind flytter bygerne sig hurtigt hen over landet, så selvom der lokalt kan forekomme ret kraftige byger, forventer vi ikke at der vil forekomme skybrud.