TV 2 har et hav af populære programmer med velkendte ansigter i spidsen.
Maria Fantino styrer showet i 'X Factor', mens Lene Beier guider danskerne gennem kaos i 'Vi drukner i rod'.
Men bare fordi noget kører på skinner, er det ikke ensbetydende med, at pludselige ændringer ikke kan melde sin ankomst.
Det så vi et eksempel på for nylig, da netop Lene Beier tog afsked med 'Landmand søger kærlighed' - og nu følger endnu en kendt skikkelse trop.
Søren Lippert stopper nemlig som vært hos TV 2 efter et årtis tro tjeneste.
Det oplyser TV 2 selv.
Skifter spor
Den politiske journalist og tidligere spindoktor bliver ny direktør i tænketanken 'Ny Verden', hvor han fremover skal beskæftige sig med udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Ifølge TV 2 er beslutningen allerede meldt ud internt til medarbejderne.
Søren Lippert har været en fast del af TV 2 News, hvor han er kendt for det politiske program 'Lippert'.
Her har han med skarpe spørgsmål og politisk overblik vundet popularitet landet over, men allerede på onsdag skal Danmark vinke farvel til ham, da programmet sidste afsnit sendes der.
Flot karriere
Karrieren har bragt Lippert vidt omkring.
Han har været vært hos DR, fungeret som PR-rådgiver, og har også haft rollen som særlig rådgiver for tidligere justitsminister Nick Hækkerup.
I december blev han desuden sat på værtsrollen i 'Go’ Aften Live', hvor han overtog efter Lasse Sjørslev.
Hvad, der fremover skal udfylde 'Lippert'-programmets store sko, vil tiden vise.