Folketinget har netop vedtaget at forhøje folkepensionsalder til 70 år for alle dem, der er født i 1971 eller senere.
Ændringen træder i kraft 31. december 2025 og er en del af Velfærdsreformen fra 2006. Reformen sikrer, at danskernes pensionsalder stiger i takt med levealderen.
Sådan skriver ATP i en pressemeddelelse.
Vi lever længere - og har brug for pensionen i flere år
”Danskerne bliver ældre, end de gjorde tidligere. For eksempel bliver 67-årige danske kvinder i snit 86,5 år, mens mændene bliver næsten 84 år. Det er to år ældre end for 20 år siden, og det er en bemærkelsesværdig stigning,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.
ATP Livslang pension udbetales fra folkepensionsalderen og rykker dermed ét år ud i fremtiden for dem, der er født i 1971 eller senere.
Hvis du er en af dem, der må vente ét år længere på at nå pensionsalderen, behøver du ikke at foretage dig noget. Din pension bliver automatisk regnet om til den nye pensionsalder i starten af 2026.
For personer, der er født før 1971, er der ingen ændringer.
Markant fremgang i levetiden
ATP’s seneste beregninger (2023) viser, at den forventede levetid for kvinder i Danmark steg 4,6 måneder på et år.
Det er den største fremgang for kvinder siden 1996. Og ATP’s forventning er, at der er endnu længere liv i vente for danskerne:
”Vi forudser, at levetiden i Danmark vil fortsætte med at stige, bl.a. fordi Danmark i dag har lavere levetider end de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med. Jeg tror, at danskerne har endnu mere at se frem til.
Vidste du, at:
48 pct. af danske kvinder, der i dag er 67 år, kan regne med at blive mindst 90 år - en stigning fra 41 pct. på 10 år
Den forventede levetid for 0-årige drenge hedder nu 92,8 år
Piger født i 2024 kan se frem til at blive 95,3 år
Ved du hvornår du kan gå på pension?
Hvis du er født før 1. januar 1954, er folkepensionsalderen uændret 65 år.
Hvis du er født 1. januar 1954 til 30. juni 1954, er folkepensionsalderen uændret 65½ år.
Hvis du er født 1. juli 1954 til 31. december 1954, er folkepensionsalderen uændret 66 år.
Hvis du er født 1. januar 1955 til 30. juni 1955, er folkepensionsalderen uændret 66½ år.
Hvis du er født 1. juli 1955 til 31. december 1962, er folkepensionsalderen uændret 67 år.
Hvis du er født 1. januar 1963 til 31. december 1966, er folkepensionsalderen uændret 68 år.
Hvis du er født 1. januar 1967 til 31. december 1970, er folkepensionsalderen uændret 69 år.
Hvis du er født 1. januar 1971 eller senere, bliver folkepensionsalderen forhøjet fra 69 år til 70 år.