Nogle frisurer hører en særlig tid til og forsvinder hurtigt igen, mens andre bliver ved med at vende tilbage - generation efter generation.
De fortæller historier om kultur, identitet, stil og nægter simpelthen at dø.
Mulleten er en af dem, skriver B.T.
Med sin karakteristiske blanding af business i front og fest i nakken er den ikoniske 80’er-frisure vendt tilbage fra modekirkegården.
I Danmark har der endda været afholdt mesterskaber i disciplinen, hvor de mest flagrende nakkehår blev hædret med pokaler og publikumsjubel.
I New York, som er en form for mode-epicenter, kan man nu spotte moderne svenskergarn på hvert andet gadehjørne.
Dog er det ikke alle, der er lige begejstrede for det comeback.
Chris Black, der er klummeskribent og modevogter hos Gentlemen’s Quarterly, har ikke ligefrem iført sig konfetti og glimmerparyk i anledning af mulletens tilbagekomst:
"Mulleten er på vej tilbage. Det behøver vi ikke at acceptere," lyder hans kontante dom.
Han mener, at frisuren - uanset hvor mange popstjerner og modeller der bærer den - stadig er lige så kikset, som den altid har været.
Måske endda lidt værre, fordi den forsøger at være smart igen. Ikke engang Rihanna og Harry Styles slipper godt fra den, hvis man spørger Black.
Han frygter, at vi en dag vil kigge tilbage på billeder fra 2020’erne og spørge os selv, hvad vi dog tænkte på. Ikke fordi vi havde dårlige tider, men fordi vi havde dårlige frisurer.
Så næste gang frisøren spørger, om der skal tages lidt i siderne og måske gemmes noget længde i nakken, så overvej det lige en ekstra gang.