JYSKs popularitet rækker langt udover de danske landegrænser, og fredag den 11. april klokken 9:30 blev der skrevet italiensk JYSK-historie.
Med åbningen af tre nye butikker på samme dag i Olbia, L’Aquila og Nocera Superiore runder JYSK Italien 102 butikker.
De tre nye butikker åbnede alle på samme tid klokken 9.30 og markerer den hidtil største samlede åbningsdag i JYSK Italiens historie, som startede i 2009.
Det skriver kæden selv i en pressemeddelelse.
”Det er fantastisk for JYSK, at vi runder over 100 butikker i Italien, og jeg er glad for at være til at opleve den historiske milepæl i butikken i Olbia. JYSK i Italien vækster, og vi ser et stort potentiale i at udvide med endnu flere JYSK-butikker,” siger President & CEO i JYSK, Rami Jensen, og fortsætter:
”Med åbningerne i dag er JYSK til stede i alle Italiens 20 regioner, og vi opnår derfor en vigtig milepæl i vores mål med at være tæt på vores kunder. Jeg er rigtig glad på vegne af hele teamet i Italien, som gør det fantastisk.”
Selvom der netop er slået rekorder for butiksåbninger på en enkelt dag i Italien, hviles der ikke på laurbærrene.
Største åbningsdag i JYSK Italiens historie
Med de tre butiksåbninger er der i alt 102 JYSK-butikker i Italien. Den historiske åbning blev overværet af den danske konsul på Sardinien.
"Da jeg startede i JYSK i 2017, havde vi 46 butikker i Italien. I dag nåede vi over 100, og det er et stort øjeblik for mig og mine kolleger,” siger Country Director for JYSK Italien, Cesare Bailo og fortsætter:
”Vi har opnået en stærk markedsposition, og kundetilfredsheden er høj. Men vi har stadig arbejde foran os, især når det gælder kendskabsgraden. Her spiller nye butikker en vigtig rolle, hvor vi har store ambitioner for fremtiden.”
Hvis alt går efter planen, forventer JYSK at have åbnet 16 nye butikker, når regnskabsåret 24/25 afsluttes den 31. august - det højeste antal i Italien på ét år.
Fakta om åbningerne
JYSK beskæftiger i dag over 800 medarbejdere i Italien
Den første JYSK butik åbnede i Italien i 2009 i Serravalle Scrivia ved Genoa
Butikken i Olbia på Sardinien er butik nummer 100
Butikken i L’Aquila er butik nummer 101
Butikken i Nocera Superiore er butik nummer 102
JYSK har nu butikker i alle Italiens 20 regioner