Jyske Bank er den eneste bank i norden, der deltager i DeliverEEM.
Banken er blevet udvalgt, fordi den er blandt de førende i Europa, når det gælder viden om den energimæssige stand af de ejendomme, banken finansierer.
Desuden ønsker Jyske Bank at blive endnu klogere på virkemidler, der kan motivere flere boligejere til at renovere deres ejendomme.
Sådan skriver banken selv i en pressemeddelelse.
”Det er vigtigt for os, at vi møder boligejerne i øjenhøjde og klæder dem på i forhold til de muligheder, der findes,” siger Christian Bech-Ravn, der er Head of Rating and IR i Jyske Realkredit, og fortsætter:
"Samtidig er vi i Danmark langt fremme i forhold til andre europæiske banker, når det kommer til energieffektive renoveringer og finansiering. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi gennem samarbejder som DeliverEEM kan møde og inspirere andre europæiske banker."
Gennem projektet bliver sammenhængen mellem den energimæssige stand af ejendomme og ejendomsværdier, restancer og tab analyseret.
Jyske Bank bidrager derfor med historiske lånedata for Jyske Realkredits boliglån til Ca’Foscari universitet i Venedig, som står bag den igangværende analyse.
Samtidig inspirerer de deltagende banker hinanden med inputs til de virkemidler, boligejere kan tage i brug, når det kommer til energieffektiv renovering og finansiering af deres bolig.
Særligt Danmark har været tidligt ude med at sætte mål og implementere tiltag og regulering inden for energieffektivisering, hvilket betyder, at Danmark er langt fremme i forhold til energieffektivitet i vores ejendomme.
Adfærdsanalyse skal munde ud i forslag til tiltag
I samarbejde med forandringsbureauets Operate gennemfører Jyske Bank en adfærdsanalyse, som munder ud i forslag til målrettede tiltag, der skal øge bevidstheden og efterspørgslen efter energieffektiv renovering og finansiering.
Et af de spørgsmål, der bliver undersøgt i projektet er, hvorfor der ikke ses flere boligejere, der energirenoverer deres ejendomme.
Er de for eksempel godt nok oplyste om mulighederne?
Projektet har derfor også undersøgt Jyske Banks samarbejde med Bodil Energi og Botjek samt Jyske Realkredits kommunikation med låntagere.
Og det har givet værdifulde inputs, som deles med de øvrige banker i projektet.