København Zoo var med hele vejen: "Det var et meget rørende øjeblik"

Nyheder
Foto: BIGANDT.COM / Shutterstock.com
Foto: BIGANDT.COM / Shutterstock.com
Den 8. august skete det.

Lige nu læser andre også

Fredag den 8. august var en stor dag for naturbevarelse og alle de naturhelte, som har været en del af projektet for genopretning af 'artern gylden løvetamarin', der også går under navnet gylden løveabe.

Her blev to par af den truede art genudsat i naturen efter flere måneders strabadser og usikkerhed.

De fire individer var nemlig en del af en gruppe aber, der var blevet handlet illegalt og sendt mod Afrika, reddet af den brasilianske regering, kommet tilbage til Brasilien og fået intensiv pleje - for endelig at få det godt nok til at blive genforenet med den regnskov, hvor de blev stjålet fra.

"Det var et meget rørende øjeblik. De sprang tilbage i friheden og forsvandt adræt mellem træerne, som de skulle.  I det øjeblik blev vi blev virkelig mindet om, at det betaler sig at kæmpe for truede arter. Både at beskytte dem mod illegal handel – og at genudsætte dem i naturen," siger Simon Bruslund, der er chef for global udvikling i Zoologisk Have København.

Stadig truet

Udsætningen blev fejret af alle dem, der har været involveret i processen for at bringe aberne tilbage samt organisationen, der overvåger de vilde løvetamariner i regionen omkring Rio de Janeiro.

Der var ligeledes indkaldt til en større pressekonference om bekæmpelse af handel med vilde dyr i Brasilien.

Derudover brugte man anledningen til at dele erfaringer om ansvarlig forvaltning og betydningen af koordinerede internationale avlsprogrammer

"Det er jo så positivt at se, at når vi er mange eksperter, der arbejder sammen på vegne af naturen, kan vi være en stærk stemme og faktor for bevarelse – og endnu vigtigere kan vi se ind i en fremtid, hvor flere dyr kan vende hjem," siger Simon Bruslund.

I over 30 år har Zoologisk Have København været med i bevarelsen af de små primater i Brasilien og har fulgt hvordan bestanden langsomt er steget - og nu forhåbentlig undgår udryddelse.

1995 var der omkring 220 gyldne løvetamariner i naturen og i dag er der væsentligt over 4000, men bestanden er stadigvæk truet.

Gyldne løvetamariner er små primater med en karakteristisk rødgylden silkeagtig pels. De lever typisk i små familiegrupper der består af et par med deres afkom og nogle gange en tante eller onkel.

Hele gruppen tager sig af de yngste unger og de nyfødte og samarbejder for at forsvare og markere deres territorium.

Da løvetamariner er usædvanligt smukke og specielt sjældne er de eftertragtede til de illegale dyremarkeder og bliver handlet for store beløb på det sorte marked.

Reddet på havet

Bestandene af gyldne løvetamariner lever kun i fragmenterede regnskove tæt på metropolen Rio de Janeiro i Brasilien og i få zoologiske haver verden over.

Løvetamariner fra disse zoologiske haver er blevet genudsat i genetablerede levesteder, og Zoologisk Have København har en koordinerende rolle i planlægningen, når dyrene skal tilbage i naturen.

"De fire aber, der blev genudsat, var som nævnt en del af to grupper, der blev konfiskeret af de brasilianske myndigheder fra internationale dyresmuglere i 2023 og 2024," forklarer Simon Bruslund.

I august 2023, blev syv individer konfiskeret i Surinam og returneret til Brasilien.

I februar 2024 opsnappede myndighederne i Togo en sejlbåd med 20 af de gyldne aber, som var blevet transporteret under dårlige forhold over Atlanterhavet.

"I ZOO er vi også involveret i en række andre tiltag mod smugling og illegal handel med truede dyr, så dette er en kulmination af flere ting og virkelig stort for os," fortæller Simon Bruslund og forklarer videre:

"Vi var således blandt de første, der fik information om de aber, der var smuglet til henholdsvis Surinam og Togo, som formentlig ikke engang var endestationen. Det gjorde vi, fordi der var en sammenhæng til de andre aktiviteter med illegal handel, som vi er med til at monitorere. Der var i alt tale om 27 gyldne løvetamariner, som blev opdaget i de to lande og derefter reddet i en større redningsaktion. Det var intense minutter, hvor der ikke var nogen tid at spilde for at få aktiveret vores netværk og få de brasilianske myndigheder på banen."

Flere skal genudsættes

Tre af dyrene fra Togo overlevede ikke, men 17 blev hjembragt til Brasilien, hvor de fik intens veterinær behandling af dyrelæger.

Det er fra den gruppe, de fire aber nu er genudsat.

De resterende aber bor foreløbigt på Primatologisk Center i Rio de Janeiro, men indgår i den samlede avlspopulation, der skal fortsætte med at styrke den vilde bestand.  

De tamariner, der nu skal etablere sig, består af to par af en han og en hun. Et feltteam fra Zoologisk Have Københavns partnerorganisation i Brasilien; AMLD vil overvåge deres tilpasning til livet i det fri, indtil hvert par etablerer deres eget territorium.

"Truslerne for de gyldne løveaber er mange, dog er tab af levesteder den største. Men også spredning af sygdomme og illegal fangst til kæledyrsmarkedet er en fortsat og måske stigende trussel, som vi naturligvis forsøger at bekæmpe," siger Simon Bruslund og fortsætter:

"Det er dog fantastisk at se, hvordan mange organisationer nu arbejder sammen gennem en rutineret indsats for at gøre en forskel for denne art - og at det ser ud til at virke. Jeg er stolt af, at Zoologisk Have i København er en del af dette."

Anbefalet til dig