Rejsesæsonen er over os, og det betyder, at et hav af fly suser frem og tilbage mellem Norden og Sydeuropa i disse dage.
En tur mellem Gran Canaria og Göteborg tog onsdag aften en noget uventet drejning, da en kvindelig passager skabte kaos kort efter afgang.
Ifølge flere øjenvidner begyndte kvinden at udvise voldelig adfærd mod medpassagerer få minutter efter, at flyet havde forladt Las Palmas.
Situationen eskalerede så voldsomt, at piloterne vurderede, at flyets sikkerhed var truet.
Det skriver Aftonbladet.
"Det var en passager, der opførte sig på en sådan måde, at piloterne anså det for en sikkerhedsrisiko og fløj til den nærmeste lufthavn for at aflæsse denne passager," lyder det fra Adam Györki, der er kommunikationschef hos TUI.
Flyets kurs blev derfor ændret, og i stedet for at fortsætte mod Sverige, blev der foretaget en nødlanding i lufthavnen Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.
Her blev kvinden straks anholdt af de spanske myndigheder.
De øvrige passagerer måtte tilbringe en nat i Spanien, inden rejsen mod Göteborg kunne genoptages.
Det er bestemt ikke første gang, at et fly har måttet ændre planerne, fordi en eller flere passagerer har haft problemer med opførslen. Du kan læse om et andet tilfælde i artiklen herunder.