Flagene var hejst, mascaraen blå og neglelakken pink, da Lene Beier torsdag morgen vågnede til en ganske særlig fødselsdagsfejring.
Familie og personale havde nemlig valgt at overraske tv-værten og hotelejeren ved at klæde sig ud som hende selv.
Det noget anderledes syn skabte både latter og glæde på alpehotellet, hvor familien Beier har sin hverdag for tiden.
"De kom væltende ind i soveværelset med flag og sang på sengen - og nu har de lavet morgenmad til mig og alle hotellets gæster. Jeg har fået rugbrød med stærk ost med chili under, lugtende og stærk, som jeg elsker," skriver den populære TV 2-vært i et opslag på Instagram.
Fejringen stoppede dog ikke dér.
Dagen bød også på lidt arbejdsfri, men kun en kort stund - for optagelserne til anden sæson af tv-programmet 'Beier på Alpehotellet' er i fuld gang.
"Planen er nu, at holde lidt fri, lave lidt TV (til sæson 2 af Alpehotellet), holde saunagus for gæsterne, spise Rasmus’ livretter og nyde den champagne, som Jon har medbragt. Alt i alt, så fornemmer jeg, at det bliver en dag fyldt med hygge," skriver hun videre.
Hun afslutter opslaget med at kaste lys over, hvor taknemmelig hun er for sit liv - på alle mulige måder. Dog påpeger hun, at én ting kunne gøre den lidt bedre:
"Jeg er både rørt, stolt, lykkelig og SÅ taknemmelig for det liv vi har her i Alperne. Omgivet af god energi og kærlighed. Jeg kunne ikke ønske mig mere (skulle da lige være en hund….)."
Så selvom hverdagen i Alperne ofte byder på travlhed, viser den særlige dag, hvor vigtigt det er at stoppe op og værdsætte de små øjeblikke.