Tiden er ved at løbe ud for de danskere, der stadig gemmer på 1000-kronesedler eller gamle sedler fra serier helt tilbage til 1944.
Fra den 31. maj vil de ikke længere kunne bruges som betalingsmiddel eller indleveres i banken.
Selvom hele 92 procent af 1000-kronesedlerne allerede er blevet afleveret, er der stadig sedler for 1,7 milliarder kroner i omløb.
Hertil kommer yderligere 2,5 milliarder kroner i gamle seddelserier.
Derfor sætter Nationalbanken nu alt ind på en afsluttende kampagne for at få de sidste milliarder tilbage i statskassen.
Sådan skriver Avisen Danmark.
Siden november 2023 er der brugt over 12 millioner kroner på informationskampagner i medier, annoncer, digitale platforme og direkte henvendelser til borgerne.
Trods det massive oplysningsarbejde er der stadig mange sedler, som ikke er blevet indleveret.
"Vi er nået meget bredt ud, og nu giver vi det et sidste skud op mod 31. maj for at sikre, at så få som muligt ikke har hørt om det", siger Niels Kaas, der er Nationalbankens hovedkasserer.
Han erkender videre, at tempoet i indsamlingen er faldet, men oplyser, at der i april stadig kom 1000-kronesedler ind for omkring 300 millioner kroner:
"Den 31. maj er en lørdag, så hvis man ligger inde med nogle sedler, så kan man skynde sig ud og have en glad lørdag."
Efter deadline vil man fortsat kunne aflevere de udgåede sedler i særlige Nationalbank-skranker i Forex-butikker i Aarhus, Odense og København frem til maj 2026.
Her bliver sedlerne kontrolleret og derefter destrueret i en stram og sikker proces.
Udskiftningen sker som led i en større modernisering af pengesystemet. Allerede i 2028 lanceres en ny seddelserie, som gradvist vil erstatte den nuværende fra 2009.
Når den nye serie er fuldt indført, vil kun de nye 50-, 100-, 200- og 500-kronesedler være gyldige.
Fristen for aflevering nærmer sig, og hvis man stadig har gamle sedler i gemmerne, er tiden til at handle nu.