Nationalbanken har i løbet af det seneste år været genstand for stor opmærksomhed - og du har sikkert bemærket det.
Sagen er den, at de har udfaset diverse pengesedler, herunder 1.000-kronesedlen samt flere ældre seddelserier, fra 1. juni.
Nu - kun et par uger efter at den store ændring er trådt i kraft - er der igen nyt fra Danmarks Nationalbank.
Frist er 9. juli
Nationalbanken har nemlig besluttet sig for at renovere den ikoniske bygning, de holder til i, og i den forbindelse spørger de den danske befolkning til hjælp.
Helt konkret vil de forvandle det, der nu er en byggeplads, til et levende kunstværk:
"Vil du være med til at forvandle Nationalbankens byggeplads til et levende kunstværk? Så er det nu, du skal gribe penslen - eller spraydåsen, kameraet, broderinålen… alle udtryksformer er velkomne," skriver Nationalbanken i et opslag på Facebook og fortsætter:
"Vi søger 14 kreative og engagerede kunstnere, til at udsmykke dele af byggepladshegnet ved Nationalbankens bygningen i Havnegade 5 i København. Hver kunstner får cirka 7 meter at boltre sig på - og vi håber på værker, der inspirerer, overrasker og skaber glæde i bybilledet."
Det påpeges efterfølgende, at man ikke behøver være professionel for at deltage, og at fristen for at søge er den 9. juli.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
Skal stå færdigt omkring 2030
Renoveringen sker for at bevare bygningen som en del af dansk kulturarv og for at fremtidssikre den som arbejdsplads for Nationalbankens medarbejdere.
Arbejdet vurderes indtil videre at strække sig til 2030, skriver Nationalbanken på egen hjemmeside.
Samtidig skal indretningen gøres mere tidssvarende og fleksibel, så den lever op til de krav, der stilles til en moderne arbejdsplads.