De fleste danskere kan uden at blinke nævne de største banker herhjemme.
Danske Bank, Jyske Bank, Nordea er nok navne, du har hørt før, og du er sikkert også kunde hos én af dem.
Det er ikke ligefrem hver dag, at en bank skifter navn, og derfor vækker det også opsigt, når det sker - og det gør det netop nu.
Sådan skriver Euroinvestor.
Skifter til SJF Bank
Sparekassen Sjælland-Fyn kommer fremover til at hedde SJF Bank. Ordet sparekasse erstattes altså af ordet bank.
Allerede ved børsnoteringen i 2015 brød den med sparekassernes klassiske forretningsmodel, og med udstedelse af aktier begyndte man i stedet at operere som en moderne, børsnoteret bank.
Ifølge banken handler det nye navn om at styrke den identitet yderligere:
"Vi tager nu næste skridt med et nyt navn, der afspejler, at vi er en børsnoteret bank med stærke regionale rødder," lyder meldingen.
Ikke alt ændrer sig
Navneændringen betyder dog ikke, at alt er nyt.
Administrerende direktør Lars Petersson understreger, at værdier og medarbejdere forbliver de samme:
"Vi er den samme bank med de samme mennesker, der hver dag arbejder på at skabe værdi for vores aktionærer, kunder og det samfund, vi er en del af," udtaler han.
Over det næste halve år vil navnet løbende blive opdateret. Ændringen får ingen konsekvenser for de økonomiske forventninger til året.