For to år siden - d. 1. juni 2023 - vedtog Folketinget nye regler, der betød, at det ikke længere koster på folkepensionen at være i beskæftigelse som pensionist.
Siden da er antallet af arbejdende pensionister steget markant. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Således var der 85.045 danskere, som både var i beskæftigelse og samtidig fik folkepension, i marts i år.
Det er en stigning på cirka 9.700 personer – 13 procent - ift. marts 2024 og på cirka 21.650 personer - 34 procent - i forhold til marts 2023.
De nye regler blev vedtaget med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023, skriver Sampension i en pressemeddelelse.
”Det er en imponerende udvikling, der er sket, efter at der for to år siden kom nye regler, som sløjfede modregningen i folkepensionen som følge af egen arbejdsindtægt. For siden da har vi jo nærmest været vidner til et decideret boom i antallet af arbejdende pensionister, som er steget markant i perioden,” siger Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension.
”Der kan selvfølgelig være flere årsager til, at man vælger at arbejde nogle timer eller mere om ugen som pensionist. Men for mange spiller økonomi også en rolle. Og det forhold, at det ikke længere koster på folkepensionen, hvis man arbejder i pensionstilværelsen, kan betyde tusindvis af kroner ekstra om måneden. Det er med andre ord en gevinst, som er til at tage at føle på, og som uden tvivl har bidraget til, at gruppen af arbejdende pensionister er vokset betydeligt de sidste to år,” siger Helle Dalsgaard.
I en ny Epinion-undersøgelse foretaget for Sampension bl.a. cirka 1.000 danskere svarer knap seks ud af 10 (56 procent), at de stadig flere økonomiske gevinster ved at blive længere på arbejdsmarkedet kan få dem til at overveje at vente med at gå på pension, når den tid kommer.
”Der er i de kommende år flere nye initiativer på vej, som skal gøre det endnu mere økonomisk attraktivt for danskerne at udskyde pensionen. Og da vi ved, at de økonomiske gulerødder ved senere tilbagetrækning appellerer til mange herhjemme, er der alt andet lige udsigt til, at de seneste års udvikling fortsætter, og at vi også fremadrettet vil se, at danskere i stigende grad bliver længere på arbejdsmarkedet og også efter pensionsalderen,” siger Helle Dalsgaard.
Hun tilføjer i den forbindelse, at der fra 2026-2030 indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har to år eller mindre til pensionsalderen.
Herudover er det politisk aftalt, at den skattefrie gevinst, som gives til personer, der arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen, skal forhøjes i 2026 og igen i 2029.
Det er dog endnu ikke vedtaget ved lov.