Med lovændringen der trådte i kraft den 1. juli, og som giver 17-årige lov til at køre alene mellem klokken 05 og 20, er risikoen for ulykker steget på vejene.
Ifølge tal fra Alm. Brand har 18-19-årige markant flere skader end andre aldersgrupper, især i situationer der kræver hurtige beslutninger og kørselsrutine som pludselige opbremsninger eller overholdelse af ubetinget vigepligt.
”Der kan være stor forskel på at køre i kørelærerens bil og sin egen eller sine forældres bil. Derfor har vi valgt at arrangere to køretekniske kurser for de nye 17-årige bilister, så de unge bilister kan træne i egen bil og få de bedste forudsætninger for at navigere sikkert på vejene,” Kim Bai Wadstrøm, der er koncerndirektør for Privatkunder i Alm. Brand.
På kurset øvede de unge undvigemanøvrer, katastrofeopbremsninger og kørsel på glat underlag. Alt sammen for at opbygge erfaring, der kan redde liv på vejene.
Rådet for Sikker Trafik bakker også op om indsatsen:
”Unge er desværre overrepræsenteret i ulykkesstatistikken og udviser også en mere risikobetonet adfærd end andre grupper i trafikken. Derfor er det generelt godt for trafiksikkerheden, at de nye bilister får en masse kilometer bag rattet med en erfaren bilist, så de tilegner sig vigtig rutine og erfaring på en tryg måde,” siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Også forældrene blev sat i sving. De fik indblik i, hvordan lovændringen påvirker forsikringsdækning og ansvar, når deres børn kører alene.
"Vi ved, at det er en stor omvæltning for mange forældre at lade 17-årige børn køre alene, selvom det nu er lovligt. Derfor ønsker vi at klæde dem godt på til at starte en dialog om trafiksikkerhed i familien og forstå deres forsikringsmæssige situation," slutter Kim Bai Wadstrøm.
Næste kørekursus for 17-årige bliver afholdt den 6. september på Sjællandsringen.
Praktisk information om kurset
Der er i første omgang tale om et pilotprojekt, som omfatter to kurser i sensommeren - ét på Jyllandsringen og ét på Sjællandsringen.
Kurserne finder sted i 16. august på Jyllandsringen og den 6. sep. på Sjællandsringen og vil inkludere:
En kort teoretisk forberedelse ved FDM.
2-3 timers praktisk træning på banen, hvor deltagerne kan afprøve nødbremsninger, svingteknik og andre køretekniske øvelser.
Indblik i forsikringsdækning i forhold til unge bilister.