En almindelig dag på gågaden i Sønderborg udviklede sig til et vaskeægte mareridt for Peter Uwe Hansen, der er butiksejer.
Da han loggede ind på sin erhvervskonto, opdagede han, at der manglede 11.447 kroner - uden at han havde fået nogen forklaring.
Ejeren af Outdoor kontaktede straks banken, som hurtigt kunne fortælle, at pengene var blevet trukket af betalingstjenesten Nets, men årsagen var stadig ikke klarlagt.
Det skriver B.T.
Nets har efterfølgende forklaret, at sagen drejede sig om en indsigelse relateret til et netsalg. De kunne bare ikke oplyse, hvilket salg der var tale om.
"Man burde kunne forvente, at Nets er troværdige, og at de ikke bare trækker penge, som vinden blæser," lyder det fra Peter Uwe Hansen.
Manglen på klarhed har fået ham til at politianmelde Nets, og han regner ikke med, at han får pengene at se inden for en nær fremtid:
"Jeg har politianmeldt Nets i magtesløshed. Det er helt sindssygt, at sådan noget kan ske i Danmark. Jeg er bange for, at andre også kan blive udsat for det," siger han.
Hos Nets afviser pressechef Peter Glüsing Pedersen, at beløbet er trukket uden grund.
Ifølge ham er der tale om en sag, hvor en kriminel har misbrugt et betalingskort til at handle i en webshop, hvorefter kortholderen har gjort indsigelse gennem sin bank.
Banken og Nets har hver især dækket en del af tabet, hvilket kan have skabt forvirring, siger han.
I en skriftlig kommentar erkender Nets, at kommunikationen med butiksejeren ikke har været god nok, og de beklager forløbet.
Politianmeldelsen tager de til efterretning.