Regeringen vil forbyde alkohol i hverdage for danskere født før 2000

01/04/2022

Henrik Rothenbücher

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Hvis du er født før år 2000, er der desværre dårligt nyt på vej.

Mest læste i dag

Det er ikke mange uger siden, at regeringen kom med et nyt forslag i deres sundhedsreform, der skal sikre, at unge født efter 2010 ikke får lov til at købe cigaretter på noget tidspunkt i deres liv.

Cigaretterne er dog ikke det eneste udspil, som regeringen kommer med.

Nu viser det sig nemlig, at de også vil ind og røre ved danskernes alkoholvaner, og derfor sætter de begrænsninger for, hvornår på ugen danskere født før 2000 kan få lov til at købe alkohol.

Hvis du er født før årtusindeskiftet, vil du ikke kunne få lov til at købe alkohol mandage, tirsdage, onsdage, torsdage og fredage. Det vil dog være muligt at købe alkohol lørdag og søndag.

Ovenstående forslag er endnu ikke vedtaget i Folketinget, men ifølge Rans Lirpa, der er forsker indenfor folkesundhed, så er det en god ide at skærme danskere født før nullerne for alkohol i hverdagene.

"Vores forskning viser klart og tydeligt, at for meget indtag af alkohol sænker ens levealder. Et forbud mod at købe alkohol i hverdagene for en vis aldersgruppe, kan være med til at afhjælpe problemet," fortæller forskeren til Dagens.dk.

Det er dog en ganske stor del af befolkningen, der med det nye lovforslag, vil får forbud mod at købe alkohol i løbet af ugen. Rans Lirpa frygter dog, at man vil se forældre og bedsteforældre, der beder deres børn og børnebørn om at hente alkohol for dem i hverdagene.

"Vi har jo set det den omvendte vej, hvor unge danskere har fået myndige til at købe alkohol eller cigaretter for dem, så hvorfor skulle det være anderledes, når det er den ældre del af befolkningen, der nu bliver ramt," slår han fast.

Her på redaktionen har vi taget temperaturen hos en af landets pensionister, der ikke må købe alkohol i hverdagene, hvis det nye forslag bliver stemt ind.

Pensionisten Rikke Tølstrup er dog langt fra begejstret for forslaget, og hun holdt ikke igen, da vi talte med hende.

"Jeg synes det er noget svineri. Hvorfor skal regeringen pludselig blande sig i, om jeg vil bruge min pension på at købe giraføl i Brugsen? Jeg synes hele forslaget lyder som en veltimet vittighed," fortæller en decideret rasende Rikke Tølstrup.

Hvis du var i tvivl, så er ovenstående naturligvis ikke sandt, og det er blot Nyheder24s lille aprilsnar.

 

Anbefalet til dig