Shoppingcenter blev evakueret: Nu er 15-årig sigtet

30/03/2023

Mathias Busekist

Foto: Presse-fotos.dk
Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede for en uge siden ud til Borgen Shopping i Sønderborg.

Mest læste i dag

Shoppingcentret Borgen Shopping i Sønderborg blev 23. marts evakueret af fremmødte betjente, som var tungt bevæbnet. Politiet har nu fundet frem til to drenge, som har været skyld i det store drama.

Således skulle drengene have løbet rundt med legetøjsrevolvere i Borgen Shopping 23. marts, hvilket udløste en alarm, da en borger troede, at de løb rundt med ægte våben.

Det viste sig dog at være falsk alarm.

Pressemeddelelsen, som Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt, bekræfter nu, at man har fundet frem til drengene, der er henholdvis 14 og 15 år, hvis adfærd medførte, at alle, der befandt sig i centret Borgen Shopping blev beordret evakueret.

"Vi er i kontakt med de to drenge og deres forældre. Vi har sikkerhed for, at der har været tale om legetøjsvåben."

Politikommissær Jakob Bech fra Syd- og Sønderjyllands Politi understreger herefter, at drengene ikke havde til hensigt at skræmme nogen samt at de er meget kede af det postyr, som de har skabt.

Til trods for at være kede af episoden, bliver det ikke uden konsekvenser. Den 15-årige bliver sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen – den 14-årige er under den kriminelle lavalder.

I begge tilfælde er kommunen dog blevet inddraget i sagen:

"Vi er glade for, at det er lykkedes at identificere drengene og få fastlagt hændelsesforløbet. Det er samtidig en advarsel til andre om, at det ikke er uden konsekvenser, hvis man som store drenge leger røvere og soldater i det offentlige rum," fremhæver Jakob Bech.

Fik ingen forklaring

Politiet ankom tungt bevæbnet til Borgen, da de den 23. marts ved 16-tiden evakuerede stedet.

Indledningsvist var der ingen forklaring for, hvorfor stedet blev evakueret, men alligevel blev eksempelvis udgangen, der vender ud mod Jernbanegade, vogtet af to betjente, som begge var bevæbnet med maskinpistoler.

Derudover var flere betjente, som lige så var tungt bevæbnet, til stede i selve centret.

Ikke længe efter udtalte Lars Skovhus, der er chef i den Kvickly-butik, der ligger i centret, til SønderborgNYT, at en mand, der var bevæbnet med en pistol, gik rundt i centret.

I den forbindelse begyndte de betjente, der var fremme på stedet, at undersøge alle butikker i centeret.

Men nu er den egentlige årsag altså blevet bekræftet.

Anbefalet til dig