Sven Mogensen mistede som 20-årig synet i en ulykke for mere end 50 år siden.
Det har påvirket hans liv, men ikke ændret på, at han fortsat opsøger og forsøger at løse de samme opgaver som før.
Generelt er Sven Mogensen optaget af at hjælpe med at nedbryde barrierer for synshandicappede.
Derfor var han ikke i tvivl, da hans bankrådgiver fra Jyske Bank spurgte, om han vil hjælpe Bankdata og Jyske Bank med at teste og optimere bankens selvbetjeningsløsninger.
Sådan skriver banken selv i en pressemeddelelse.
”Jeg har et stort ønske om at dele mit overskud med andre synshandicappede og arbejder for, at vi skal opnå samme tilgængelighed som andre. Så når jeg møder en barriere, går jeg i gang med at nedbryde barrieren. Det er blevet en naturlig og integreret del af mit liv,” siger Sven Mogensen og fortsætter:
”Fra bankens medarbejdere har jeg mødt en imødekommenhed og videbegærlighed overfor at forstå min situation. Derfor er det også en fornøjelse at hjælpe med inputs til, hvordan selvbetjeningsløsningerne kan optimeres.”
Værdifulde inputs
Jyske Bank anvender et automatiseret testværktøj, der har til formål at hjælpe banken med at finde en række af de fejl og mangler, som synshandicappede oplever med bankens selvbetjeningsløsninger.
Takket være Sven Mogensens inputs er banken dog også blevet opmærksom på udfordringer, som supplerer de opdagelser, det automatiske testværktøj har opfanget.
Helt lavpraktisk testede Sven Mogensen bankens mobil- og netbank ved at gennemføre en række opgaver med sin talesyntese på hans mobil og computer under et møde i banken.
Her blev det bl.a. tydeligt, at der var en række knapper, talesyntesen ikke opfangede. Ikoner/knapper/klikfelter skal nemlig have en skjult kode for, at syntesen kan finde den.
”Vi møder vores kunder i øjenhøjde og er optaget af, at vores løsninger skal fungere i praksis. Så selvom vi har et automatiseret testværktøj, der langt hen ad vejen kan teste mange af tingene, følte vi os ikke helt sikre på, at vi fik det fulde billede. Derfor var det en rigtig god oplevelse at have Sven på besøg. Efterfølgende har vi samlet op på Svens værdifulde inputs, og på den baggrund er vi i gang med at videreudvikle vores løsninger”, siger Steffen Elberg, der er Senior Product Owner fra Investering og Formue i Jyske Bank.