Når børnefamilier klikker sig gennem rejsekataloget fra TUI, bliver de mødt af glade slogans om uforglemmelige familieoplevelser og bæredygtighed.
Men bag facaden viser en ny rapport, at selskabet ikke lever op til sine egne løfter.
World Animal Protection har netop offentliggjort dokumentation, der peger på alvorlige brud på TUIs egne retningslinjer.
Selskabet påstår, at de ikke sælger billetter til delfinarier, som avler dyr til kommercielt brug.
Alligevel samarbejder de med steder som Loro Parque på Tenerife, hvor en spækhuggerkalv allerede optræder i shows blot fem måneder gammel.
Ikke bare én
"Stort set alle delfinarier avler kommercielt - enten på deres spækhuggere eller delfiner. Senest her i 2025 kan vi blandt andet dokumentere, at en af TUIs vigtigste kommercielle partnere, Loro Parque på Tenerife, har fået spækhugger kalven Teno, som allerede har optrådt som en del af showet, sammen med dens mor, Morgan," udtaler Stephanie Kruuse Klausen, wildlife ekspert hos World Animal Protection Danmark, i en pressemeddelelse.
Rapporten identificerer mindst 37 faciliteter i USA, Mexico og Europa, som TUI sælger billetter til.
Her kan gæster interagere direkte med delfiner, belugahvaler og spækhuggere i shows, svømmesessions og “Træner for en dag”-pakker.
Ifølge organisationen lever ingen af de undersøgte steder op til de mest basale behov for de indespærrede havpattedyr.
Alligevel fortsætter salget gennem rejsegiganten, som fortsat profilerer sig som “Danmarks mest bæredygtige rejseselskab”.
World Animal Protection har gentagne gange forsøgt at få en udtalelse fra TUI Group – dog uden held.