TV 2 Vejret melder ud: Sne på vej mod Danmark

Af: Thea Andersen

|

01/04/2024

Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Der er sne på vej til dele af Danmark.

Mest læste i dag

Selvom kalenderen viser 1. april, så er der altså ikke tale om en dårlig aprilsnar.

Dele af landet kan se frem til sne tirsdag, ifølge TV 2 Vejret.

I går skrev vi om, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) havde udsendt et varsel i kategori 1, som også kaldes 'voldsomt vejr', om kraftig regn for den sydvestlige del af Danmark, der gælder fra mandag eftermiddag klokken 15 til tirsdag eftermiddag klokken 15.

Og det er netop i forbindelse med dette regnvejr, at nedbøren kan ændre sig fra regn til sne, skriver TV 2 Vejret.

'Særligt den nordlige del af Jylland kan se frem til en omgang vinterlig nedbør med op til mellem 5 og 8 centimeter sne,' lyder det.

DMI har endnu ikke meldt ud om snevejr. Dog skriver vejrtjenesten også, at nedbøren lokalt kan gå over i slud.

DMI risiko

Ud over 'Kategori 1'-varslet har DMI også udsendt en risikomelding om kraftig regn, der gælder for Sjælland, Møn, Samsø og dele af Jylland.

'Der kan i varslingsområdet stedvis falde mellem 30-50 mm regn, lokalt måske lidt mere, i løbet af 24 timer. De seneste vejrprognoser antyder, at området med mest regn vil holde sig over den sydvestlige del af Danmark, men den præcise placering er usikker og derfor er der udsendt DMI risiko for kraftig regn i en større del af landet,' skriver DMI.

Du kan se præcist, hvor DMIs varsel og risikomelding gælder, på kortet herunder.

Anbefalet til dig