Der er dårlig nyt på menuen for fastfoodgiganten McDonald’s. Ifølge det britiske finanshus Redburn Attic er trenden med fedmemedicin som Wegovy og Ozempic – blandt andet produceret af Novo Nordisk – på vej til at gøre et betydeligt indhug i kædens fremtidige salg. Det fortæller Ekstra Bladet.
Redburn har derfor skiftet sin anbefaling af McDonald’s-aktien fra "køb" til "sælg" og peger på, at GLP-1-medicin vil føre til markante ændringer i forbrugernes spisevaner.
Vurderingen fik tirsdag McDonald’s aktie til at falde med 1,4 procent på det amerikanske marked.
"Vi mener, at GLP-1 vil ændre forbrugernes adfærd i en sådan grad, at det udgør en reel risiko for fastfoodbranchen," skriver Redburn i sin analyse.
Det er især de langsigtede konsekvenser, Redburn fokuserer på. Når flere og flere tager medicin, der hæmmer appetitten og reducerer overspisning, vil behovet for hurtige og kalorietunge løsninger som burgere og fritter falde tilsvarende, vurderes det.
Men det er ikke kun McDonald’s, der er i skudlinjen. Redburn har også kastet et kritisk blik på Domino’s Pizza og Chipotle, hvor analysedækningen netop er blevet indledt med samme bekymring: færre cravings betyder færre kunder.
Finanshusets skepsis skyldes dog ikke kun udviklingen i medicinalindustrien. Også stigende inflation og øgede toldomkostninger nævnes som en trussel. Ifølge Redburn vil kæder med begrænset fleksibilitet i prisstruktur få det ekstra svært i det kommende år.
Fastfoodbranchen, der længe har været synonym med vækst og stabile afkast, står nu over for en uventet modspiller – og den kommer i form af en lille injektion.