Hos Venstre er tålmodigheden med chokoladeafgiften sluppet op.
Partiet ønsker at sløjfe afgiften i næste års finanslov, så danskerne kan købe chokolade billigere og virksomhederne får bedre vilkår.
Forslaget kommer midt i en tid, hvor chokoladepriserne er steget med over 50 procent siden april 2021, hvilket har presset både forbrugere og producenter.
Politisk ordfører Jan E. Jørgensen ser flere fordele ved at fjerne afgiften, som i dag giver staten omkring 2,5 milliarder kroner årligt.
Han mener, det både vil lette danskernes økonomi og hjælpe virksomhederne.
"Chokolade er ikke usundt. Selvfølgelig afhænger det af mængderne. Der er sådan set rigtig mange gode stoffer i kakao. Men så længe man ikke voldspiser chokolade, så er der ikke noget usundt i det," udtaler han til DR.
Men ikke alle deler den optimisme.
Inge Tetens, professor i human ernæring ved Københavns Universitet, advarer om konsekvenserne:
"Prisen er en af de faktorer, der har effekt på, hvor meget vi køber. Vi har set fra tidligere eksempler med sukker og fedt, at sænker man prisen, så køber vi mere," siger hun og peger på, at lys chokolade indeholder store mængder sukker og mættet fedt, hvilket kan bidrage til overvægt, hjertekarsygdomme og diabetes.
I regeringen møder forslaget blandede reaktioner.
Moderaterne vil hellere bruge pengene på at halvere momsen på frugt og grønt, mens skatteminister Rasmus Stoklund (S) kalder forslaget “sympatisk”, men understreger, at finansieringen skal findes først.
DTU Fødevareinstituttet har beregnet, at danskerne i gennemsnit køber næsten seks kilo chokolade om året.
Hvis afgiften forsvinder, kan det tal stige – og dermed også sundhedsudfordringerne, advarer eksperterne.