Mette Frederiksen: Den kommende tid vil kræve mere af os alle

19/05/2022

Nicolai Busekist

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Ifølge statsminister Mette Frederiksen bør der ingen tvivl herske om, at den kommende tid vil kræve mere af os alle.

Mest læste i dag

Torsdag har Mette Frederiksen haft besøg af Jens Stoltenberg, der er generalsekretær i NATO, hvor der blandt andet blev talt om krigen i Ukraine og det kommende topmøde i NATO.

Efter mødet sidder den danske statsminister tilbage med en fornemmelse af, at den kommende tid vil komme til at kræve mere af os alle. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at vi står sammen. Det slår hun fast i et opslag, hun har delt på Facebook.

"Beskeden fra NATO og EU er klar: Vi skal stå sammen i kampen mod Putin," skriver Mette Frederiksen.

Herefter fortæller hun, at hun – som sagt – har holdt møde med Jens Stoltenberg, som efterfølgende holdt et pressemøde på Kastellet i Kommandantgården.

"I dag har jeg haft besøg af NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg. Vi har talt om krigen i Ukraine og det kommende NATO topmøde. Der er ingen tvivl om, at den kommende tid vil kræve mere af os alle - både af vores allierede og af Danmark," skriver hun.

Statsministeren lægger ikke skjul på, at det vækker stor glæde hos hende, Finland og Sverige har indsendt en ansøgning om at blive optaget som medlemmer af NATO. Hun mener nemlig, at det er nødvendigt, at vi står sammen med de lande, vi deler værdier med.

"Jeg er glad for, at Sverige og Finland nu ønsker at blive medlemmer af NATO. For vi skal stå så tæt sammen som muligt med de lande, vi deler værdier med. Både Sverige og Finland er i dag aktive medlemmer af EU’s forsvar- og sikkerhedssamarbejde," skriver statsministeren.

Til slut sender hun en opfordring til, at man den 1. juni skal stemme ja til, at forsvarsforbeholdet, da hun mener, at dette vil give et tættere samarbejde med vores nordiske naboer i såvel NATO som EU.

"Og Danmark er lige nu det eneste land, der står uden for forsvarssamarbejdet. Hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet den 1. juni, så kan vi arbejde tættere sammen med vores nordiske naboer – både i NATO og i EU," runder hun af.

Anbefalet til dig