21-årige Lexie Alford har set mere af verden end de fleste.
Den amerikanske YouTube-profil, også kendt under navnet Lexie Limitless, har besøgt alle verdens 195 lande og har dermed slået verdensrekord som den yngste til at gennemføre bedriften.
Det har givet hende et unikt perspektiv på, hvilke steder der lever op til drømmene, og hvilke der falmer i minderne.
Selvom hun anerkender, at rejseoplevelser er dybt individuelle, har hun alligevel udpeget de europæiske destinationer, hun selv fandt mindst imponerende, over for det britiske medie Express.
Ifølge hende efterlod Belarus, Moldova, Slovakiet og Bulgarien ikke det store indtryk.
Årsagen skal ifølge Lexie findes i det menneskelige møde. Under sine ophold i de nævnte lande oplevede hun ikke en nærhed til lokalbefolkningen, og opholdene kom derfor til at fremstå som overfladiske og præget af klassisk turisme.
I den sammenhæng peger hun på, at da hun ikke kendte nogen i disse lande, havde hun rigtig svært med at få "unikke oplevelser".
Hun tilføjer, at det er vanskeligt at sammenligne mindre øst- og centraleuropæiske lande med destinationer som Italien, der har langt større ressourcer og turistmæssig tiltrækningskraft.
Youtube-stjernen understreger samtidig, at hendes vurdering ikke er udtryk for en endegyldig dom. Hun undlader bevidst at fraråde specifikke lande og ville gerne vende tilbage, hvis formålet var andet end almindelig sightseeing. Et personligt ærinde kunne, ifølge hende selv, ændre oplevelsen markant.
Disse steder gjorde særligt indtryk
Blandt de steder, som derimod gjorde særligt indtryk, fremhæver hun den slovenske hovedstad Ljubljana, byen Mostar i Bosnien-Hercegovina samt tjekkiske Cesky Krumlov. De beskrives som mindre destinationer med usædvanlig atmosfære og stor charme.
Selv om Lexies vurderinger vækker opsigt, er der også uenighed af hendes konklusioner. Flere medier har for nylig fremhævet Bulgarien som en overset perle, med lavprisstrande, vilde bjerglandskaber og en autentisk kultur, der endnu ikke er forvandlet til masseturisme.
Lexie Alford fastholder dog, at rejser først og fremmest handler om personlige forbindelser og øjeblikke, man ikke kan planlægge sig frem til, og at andre derfor kan have en helt anden oplevelse, end hun havde.