En bror og søster mødte op i lufthavnen klar til ferie - blot for at få at vide, at deres flyafgang først var om et år.
28-årige Rafael Karoulla, og hans søster, 30-årige Maggie, ankom til London Gatwick Lufthavn i slutningen af juni for at tage et aftenfly til Barcelona i Spanien.
Men de fandt hurtigt ud af, at de ikke kunne tjekke ind online - og opdagede i denne forbindelse, at der vare en god grund til det. Det skyldtes nemlig, at de ved en fejl havde booket easyJet-flyet til 2026 i stedet for 2025.
Heldigvis tog søskendeparret det med et smil og formåede at ombooke billetter til i år, så de alligevel kunne tage til Spanien på ferie.
"Jeg var virkelig overbevist om, at det var 2025. Man skulle ikke tro, man kunne booke et år i forvejen," sagde Rafael, der arbejder i reklamebranchen og bor i Manchester, ifølge WalesOnline.
"Da vi kom til London, havde vi fem timer, vi skulle få til at gå. Vi prøvede at tjekke ind online. Så opdagede vi, at vi havde booket til 2026. Jeg begyndte bare at grine."
Rafael og Maggie, der er stewardesse, havde tilbragt tre uger med at rejse rundt i Thailand, før de vendte tilbage til Europa - med et stop i Rom undervejs. De havde derefter planlagt at afslutte ferien sammen i Barcelona, hvor Maggie bor, med nogle dages afslapning.
De havde en mellemlanding i London, da de fløj fra Italien til Storbritannien og skulle derefter videre til Spanien. Men da de ankom til London og forsøgte at tjekke ind, opdagede de, at de ikke kunne komme om bord på flyet, fordi datoen på deres billet var i 2026.
Rafael havde booket flere flybilletter samtidig som en del af turen, og det var under dette, at fejlen skete - men han havde heller ikke opdaget fejlen i den bekræftelsesmail, han modtog. Heldigvis kunne hans søster Maggie godt se det sjove i situationen.
"Jeg var i gang med at booke så mange fly, at jeg ikke tjekkede det ordentligt. Hun var lidt irriteret på mig. Men hun grinede samtidig. Vi var i chok," forklarede han.
De havde betalt omkring 100 pund (ca. 860 kr.) hver for flybilletterne, men formåede at få pladser på det rigtige fly samme dag for 70 pund (ca. 600 kr.) per person.
"Vi har stadig billetterne til næste år - men vi kommer nok ikke til at bruge dem," sagde Rafael.
Han er nu langt mere opmærksom, når han booker noget, så han ikke kommer til at begå den samme fejl igen.
"Jeg troede ikke, det var muligt at booke et helt år i forvejen," lød det fra ham til slut.