Sol i håret og pas i hånden – men med et enkelt klik kan feriedrømmen forvandles til et bødehelvede.
Flere populære rejselande har nemlig indført nye regler, som nemt kan give en uventet ekstraregning.
Her er nogle af dem, der rammer flest.
Portugal: Bikini kun til strandbrug
I Albufeira er det fra juli slut med at slentre rundt i bikini i byens gader og busser.
Badetøj må fremover kun bruges på stranden, ved adgangsveje, parkeringspladser og hotellets udendørsområder.
Første gang advares der, men senere falder bøderne – op til 11.200 kr.
Frankrig: Shorts-forbud i svømmehallen
Mænd skal tænke sig om, før de pakker badebukserne. I mange franske svømmehaller er det kun tilladt at bade i tætsiddende badetøj.
Løse shorts og underbukser er direkte forbudt – men stranden er undtaget.
Tjekkiet og Polen: Kameraet kan koste dig dyrt
Et billede fra ferien kan blive dyrt, især hvis det er af en militær bygning. I både Tjekkiet og Polen er det ulovligt at fotografere militære og visse offentlige installationer. Bøder kan ramme op mod 30.000 kr., og kameraet kan beslaglægges.
Italien: Nej til alkohol i Limone
Fra april til november er det forbudt at drikke alkohol i det offentlige rum i Limone ved Gardasøen. En uskyldig dåseøl kan koste op mod 3.700 kr.
Grækenland: Campingliv med begrænsning
Campingvogne og telte må ikke opstilles på strande, skovområder eller ved ruiner. Også parkering i boligområder i over 24 timer uden tilladelse giver bøde – 2.200 kr. koster det.
Frankrig: Rygning forbudt ved strand og park
Fra 1. juli gælder rygelov i store dele af det offentlige rum – også på stranden. Ifølge sundhedsminister Catherine Vautrin handler det om børn: "Friheden til at ryge slutter, hvor børns ret til ren luft begynder." Bøden lyder på 1.000 kr.
Thailand: Dykkere med kamera skal have bevis
I Thailand kræves nu dokumentation for dykkere, der vil tage billeder. Krav: mindst 40 registrerede dyk eller Advanced Open Water-certifikat. Ellers kan dykkerudflugten blive aflyst på stedet.