Forsikringsselskab med kraftig opfordring: Hav styr på dette inden du kører på ferie

Af: Mie M.B

|

23/06/2025

Rejser
Foto: Selena3726/Shutterstock
Foto: Selena3726/Shutterstock
Der er kommet flere krav til din bil og papirer

Lige nu læser andre også

Det er ikke kun trætte børn på bagsædet og en forvirret GPS, der kan blive en hovedpine på ferien.  

En række lande i Europa har nemlig indført grænsekontrol, og det kan føre til større kødannelser, der kan koste så meget tid, at man eksempelvis ikke når sin færge eller andre forbindelser.  

Det er særligt Tyskland, der har haft skærpet grænsekontrol siden september sidste år, hvor der kan opstå køer ved grænserne til Polen, Tjekkiet, Østrig og Schweiz. Det fortæller Gjensidige.

Også Holland, Belgien og Frankrig har indført grænsekontrol, og derfor er det godt at have det med i sin planlægning, at der kan opstå forsinkelser, lyder rådet fra Louise Hertzum Andersen, der er fagchef i Gouda Rejseforsikring, som er en del af Gjensidige.  

- Der kommer rigtig mange biler på vejene, og derfor er det rigtig god idé at indregne lidt ekstra tid i sin planlægning, og det gælder især, hvis man skal nå en færgeforbindelse eller andet, der kræver at man er fremme på et givent tidspunkt, siger hun.  

Grænsekontrollerne er indført for at komme smugling, terror og ulovlig indvandring til livs, men selvom landende er med i Schengenaftalen, så risikerer man at blive afvist ved grænsen, hvis ikke man har orden i sine papirer.  

- Man skal kunne fremvise pas eller sit fysiske kørekort for alle i bilen, hvis man vil være sikker på at kunne blive lukket ind i de pågældende lande, og samtidig er det en god idé at medbringe dokumentation for kasko og ansvarsforsikring i form af de røde og grønne kort, som kan hentes hos sit forsikringsselskab, siger Louise Hertzum Andersen.  

Derudover påpeger hun, at det også er værd at være opmærksom på, at der i mange europæiske byer er miljøzoner, hvor det er påkrævet at dokumentere bilens status med et klistermærke i forruden.   

Her kan der opstå kø og ventetid i forbindelse med grænsekontrol 

Tyskland:  

Ved den østrigske grænse er følgende overgange udsat i travle perioder, hvor ventetiden kan overstige 30 minutter.  

- Suben (A3 Linz – Passau)  

- Walserberg (A8 Salzburg – München)  

- Kiefersfelden (A93 Kufstein – Rosenheim) 

Ved grænsen til Polen kan der opstå lange køer ved grænseovergangen A12 ved Frankfurt (Oder). 

Frankrig: 

I Frankrig er der indført midlertidige grænsekontroller ved indrejse fra Tyskland, Schweiz, Luxembourg, Belgien, Italien og Spanien.  

Danmark 

Ved indrejse til Danmark fra Tyskland kan der forventes paskontrol, der kan skabe kø og ventetid 

Holland 

Mobile teams kontrollerer grænserne, hvilket sker for at mindske generne så vidt muligt for person- og godstransport.  

Sverige 

Løbende grænsekontrol, hvor der skal kunne fremvises kørekort eller pas.  

Østrig 

Ingen permanent grænsekontrol, men der kan være ekstra kontrol i forbindelse med større begivenheder i landet 

Tjekkiet 

Ingen permanent grænsekontrol, men der sker stikprøver af bilister.  

Anbefalet til dig