Du er måske allerede begyndt at tælle ned til sommerferien eller står midt i kuffertkaos og overvejer, hvilke sandaler der skal med i håndbagagen.
Måske går turen mod sydens sol og afslapning.
Men hvis du rejser med Ryanair, er der én vigtig ændring i år, som kan få konsekvenser for dine feriepenge.
Lavprisselskabet har nemlig indført en fast bøde på 500 britiske pund – svarende til over 4.300 kroner – til passagerer, der foretager en bestemt handling under rejsen.
En handling, der ifølge Ryanair skaber utryghed og forstyrrelser blandt besætning og medpassagerer.
Tiltaget kommer oven på en række episoder med kaotiske scener i kabinen, hvor blandt andet en passager blev fjernet fra et fly efter bombetrusler og aggressiv opførsel.
Et andet tilfælde endte med, at en fuld rejsende fra Manchester til Ibiza slog kabinepersonale og måtte fjernes af politiet i Frankrig.
Den nye bøde rammer dem, der ifølge selskabet opfører sig “forstyrrende” – og det dækker over meget: nægte at tage sikkerhedsbæltet på, ryge eller dampe, drikke egen alkohol, skændes, råbe eller blive fysisk.
Ifølge Ryanair kan bøden trækkes fra gavekort, flykredit eller direkte fra det kort, der blev brugt til bookingen.
"Vi har indført en bøde på 500 pund, som vil blive udstedt til enhver passager, der fjernes fra flyet som følge af deres upassende opførsel", siger en talsmand fra Ryanair ifølge mediet Metro.
Selskabets direktør Michael O’Leary har tidligere råbt op om problemet og opfordret til strammere regler for alkohol i lufthavne – især på ruter til festdestinationer som Ibiza.