Teknologi og sikkerhed udvikler sig måske med imponerende hastighed, men det gør hackernes færdigheder også, og de bliver desværre hele tiden bedre til at skaffe sig adgang til dine personlige oplysninger.
Derfor har eksperten Ben Jones valgt at dele en række gode råd om adgangskoder. I en video på TikTok afslører han, hvordan du maksimerer sikkerheden på dine konti, efter at han har delt en bekymrende statistik om et populært format til adgangskoder, der bruges af mange.
"Din 'sikre' adgangskode kan blive knækket på sekunder. De fleste mennesker opdager først, hvor sårbare de er, når det er for sent," advarede Ben ifølge Express.
Skræmmende nok påpegede Ben, at hvis din adgangskode er under otte tegn lang og kun består af tal, så er du 'færdig'.
"Det betyder, at den kan hackes øjeblikkeligt, mens det vil tage årtier at bryde en kode, der også indeholder symboler og bogstaver," forklarede han også.
Bens bedste råd er at oprette en såkaldt 'adgangssætning' i stedet for en almindelig adgangskode.
"Det er tre tilfældige ord sat sammen til en sætning - for eksempel 'hundflyvervindue25!' - og det vil hjælpe med at beskytte dine data," sagde han.
Eksperten anbefalede desuden altid at bruge to-faktor-godkendelse, da det også er med til at forbedre din sikkerhed.
"Gør det helst ikke via din telefon. Brug i stedet en app som Microsoft Authenticator - og hvis du skal gemme adgangskoder, så undgå at gøre det i Google. Brug en tjeneste som 1Password," sagde Ben.
Ben har desuden også delt fem enkle råd, du kan følge for at forhindre, at dine oplysninger bliver stjålet.
"Du bør ikke klikke på links i dine e-mails. Skriv i stedet webadressen direkte i din browser - ellers risikerer du at ende på en farlig hjemmeside," sagde han.
Ben nævnte igen brugen af to-faktor-godkendelse og fortalte, at nogle af hans venner for nylig er blevet hacket på Instagram.
"Hvis nogen gætter din adgangskode, kan de selv aktivere to-faktor-godkendelse og dermed forhindre dig i nogensinde at få adgang igen," advarede han.
Tredje punkt på Bens liste handler om offentligt Wi-Fi, hvilket du skal være særligt opmærksom på, hvis du ofte er på farten.
"Hvis du bruger det, skal du altid bruge en VPN samtidig, så du krypterer de oplysninger, du søger efter. Det er et enkelt tip, men noget som ExpressVPN kan virkelig hjælpe med," forklarede han.
Til sidst vendte Ben også tilbage til adgangskoder og forklaret i denne forbindelse, at det er afgørende, at din kode er mindst 12 tegn lang og indeholder både bogstaver, tal og symboler. Og hans sidste sikkerhedstip handler om at dele personlige oplysninger.
"Sørg bare for, at du ikke deler din adresse eller lignende oplysninger - for det er netop den slags, hackere bruger til at få adgang til dine data," forklarede han til sidst.