Det har længe ligget i kortene, men nu er det officielt. LG trækker stikket.
Produktionen stoppede tilbage i 2021, men nu rammes de eksisterende smartphones også.
Fra den 30. juni 2025 er det helt slut med nye Android-versioner og softwareforbedringer til LG's telefoner. Så hvis du stadig går rundt med en LG i lommen, er det måske tid til at overveje alternativerne.
Sådan skriver mediet Netzwelt.
På sin egen hjemmeside meddeler LG, at det ikke længere giver mening at holde liv i opdateringsmaskinen.
Derfor opfordrer de nu alle brugere til at foretage én sidste opdatering, før lyset slukkes. For de heldige modeller kan det være op til Android 13, men længere kommer du altså ikke.
Øget risiko for svindel
Man kan fristes til at tænke: “Min LG fungerer jo stadig fint” - og fair nok, det gør den måske.
Bare fordi noget virker, betyder det ikke, at det er sikkert. Uden opdateringer er din smartphone som et hus med ulåste døre og vinduer, der står på klem.
Hackere elsker gamle softwarehuller, og desværre popper der nye op med jævne mellemrum.
Når mobilen samtidig rummer hele dit liv - billeder, beskeder, bankinfo og lidt for mange apps - så er det ikke dér, man skal tage chancer.
Så hvad gør du nu?
Du kan selvfølgelig leve livet på kanten og fortsætte med din LG, men det anbefales ikke af mediet Netzwelt.
Alternativt kan du kigge mod nyere modeller, og hvis lang opdateringssupport står højt på ønskelisten, er der gode nyheder.
Googles nye Pixel 9a tilbyder hele syv års softwareopdateringer. Det er langt mere end de fleste i samme prisklasse - og en solid investering i både sikkerhed og ro i sindet.