Mange Google-brugere har sikkert glemt alt om de gamle konti, som stadig ligger og samler støv et sted derude.
Dog har Google selv bestemt ikke glemt dem.
Siden slutningen af 2023 har techgiganten nemlig haft gang i en større oprydning, hvor inaktive Google- og Gmail-konti permanent slettes - og det kan få ubehagelige konsekvenser for de uopmærksomme.
Sådan skriver mediet Focus.
Hvorfor slettes inaktive konti?
Det handler ganske enkelt om sikkerhed.
Ifølge Google er gamle, inaktive konti ofte nemme mål for hackere og svindlere, fordi sikkerhedsindstillingerne tit er forældede.
Brugere har typisk ikke aktiveret moderne sikkerhedsløsninger, herunder tofaktorgodkendelse, og mange adgangskoder er nemme at gætte.
Kort sagt udgør disse 'digitale spøgelseskonti' en potentiel fare.
Derfor sletter Google automatisk alle private konti, hvor brugerne ikke har logget ind i mere end to år.
Inden Google trykker på den store røde sletteknap, sender virksomheden en venlig påmindelse til både den primære mailadresse og eventuelle gendannelsesadresser.
Et enkelt login er alt, der skal til, for at undgå at miste kontoen og alt dens indhold.
Gælder alle filer
Vær opmærksom på, at sletningen gælder mere end bare selve Gmail-adressen.
Dine filer i Google Drev, minderne i Google Fotos, og aftalerne i Google Kalender er også i fare. Når kontoen først er væk, bliver mailadressen endda tilgængelig for nye brugere, som frit kan registrere den igen.
Kun konti, der er knyttet til YouTube-videoer, får en midlertidig fredning.
Så hvis du har en gammel mailkonto, der engang blev oprettet til et tilfældigt computerspil eller til at modtage utallige nyhedsbreve, så er det nu, du bør logge ind og sikre dig, at alt er som det skal være.
Ellers risikerer du at opdage, at din gamle mailadresse pludselig tilhører en helt anden.