Døren til magtens korridorer i Moskva lukker sig tungt bag dem, der ikke længere er ønsket.
Mandag blev det transportminister Roman Starovoits tur til at forlade scenen for altid. Fundet død af et skudsår i sin bil i en forstad til Moskva – få timer efter at Vladimir Putin havde fyret ham.
Ifølge russiske myndigheder var der tale om selvmord, men Starovoit føjer sig kun til en alarmerende liste. Det fortæller Express.
Siden invasionen af Ukraine i februar 2022 er mindst 13 topledere fra Ruslands energi- og transportsektor døde under mystiske omstændigheder.
Navne som Leonid Shulman, transportchef i Gazprom Invest, der blev fundet død i sit badekar i januar 2022, og Ravil Maganov, formand for Lukoil, der styrtede ud af et hospitalsvindue i august samme år, står allerede skrevet i denne dystre statistik.
I sidste uge døde Andrey Badalov, vicepræsident for Transneft, efter et fald fra vinduet i sin lejlighed. Et selskab ledet af den tidligere KGB-agent og Putin-allierede Nikolai Tokarev.
Starovoits fald kom efter en weekend, hvor 485 flyvninger blev aflyst og næsten 1900 forsinket i Rusland, som følge af ukrainske droneangreb.
Kort efter kaosset underskrev Putin dekretet, der fjernede ham fra posten.
Listen over døde tæller også Vladislav Avaev, vicepræsident i Gazprombank, fundet skudt i sin lejlighed sammen med sin kone og datter, samt Vitaly Robertus, vicepræsident i Lukoil, fundet livløs på kontoret i marts 2024.
Ingen af dødsfaldene er officielt forklaret som andet end ulykker eller selvmord.
Alligevel vokser spekulationerne om magtkampe, selvmordspres og mulige “rensninger” af uønskede personer – for hver ny topleder, der mister livet i Putins Rusland.