En kvindes første besøg i en mands hjem resulterede i en viral TikTok-video, der afslørede, at han havde en ifølge brugerne på det sociale medie foruroligende vægdekoration.
Klippet fik mange seere - og skaberen selv - til at overveje meningen bag det minimalistiske udtryk, som bestod af en sparsomt dekoreret væg med flere små, sorte figurer, der tilsyneladende firede sig ned ad reb eller kravlede op.
Over dem var der gjort plads til en såkaldt wallsticker med teksten: 'Never climb a mountain with a backpack full of rocks'. (Frit oversat: 'Klatr aldrig op ad et bjerg med en rygsæk fuld af sten'). Siden videoen blev delt, har den fået over 686.000 visninger og mere end 56.000 likes.
"Når du besøger hans hjem for første gang," skrev skaberen som tekst til sin video.
I kommentarsporet skrev hun flere lettere modstridende kommentarer. Selvom hun i videoen virker overrasket, skrev hun: "Jeg følte mig tilpas der. De siger bare, at man kan lære meget om en mand ud fra hans indretning."
Hun tilføjede dog også en kommentar, der antydede, at hun hurtigt forlod stedet: "Gik, så snart jeg kunne."
En lang række TikTok-brugere strømmede til kommentarsporet for at dele deres egne reaktioner på vægdekorationen.
"Helt ærligt - det er ikke så slemt. Det er bare det, at det er det eneste på væggen," skrev en bruger, der mente, at der godt kunne have været fundet plads til andet på væggen.
"De har det her oppe på min terapeutklinik," skrev en bruger, der tilsyneladende mente, at citatet var lidt for velkendt.
Ikke alle gav dog udtryk for at være skræmt af indretningen. En person bemærkede mandens indsats for at udtrykke sig gennem sit hjem.
"For mig er det sjældent at se en mand udtrykke sig selv. Jeg synes, det er forfriskende at se det udstillet på en væg. Det fortæller en historie," skrev en bruger.
Hvad siger dit hjem om dig?
Tanken om, at vores hjem afspejler vores personlighed, er mere end bare noget, der trender på sociale medier - det er faktisk støttet af videnskabelig forskning.
Et studie fra University of Texas i Austin, der er blevet publiceret i The Gerontologist, fandt frem til, at billeder af en persons bolig - især det rum, de opholder sig mest i - kan give en præcis indikation af deres personlighedstræk og humør. Det gælder tilsyneladende særligt hos ældre voksne.
Forskerne fandt sammenhænge mellem boligindretning og personlighed. Interessant nok var folk gladere, når disse sammenhænge var stærkere.
"Folk, der har et match mellem deres personlighed og deres boligindretning, rapporterer bedre trivsel. De har det bedre med deres liv og har et bedre humør. Hjemmet er der, hvor vi kan udtrykke os selv," sagde Karen Fingerman, professor og leder af Texas Aging and Longevity Center, i en pressemeddelelse.
Studiet viste for eksempel, at udadvendthed ofte blev afspejlet i nyere genstande og livlige farver i indretningen - måske for at appellere til gæster.
Denne forskning understreger skaberens pointe om, at hjemmets indretning afslører noget om personen bag. Selvom kvinden, der besøgte hans hjem, måske fandt indretningen mærkelig, viser reaktionerne på det sociale medie, at én persons rædsel kan være en andens identitet.