Piers Morgan langer ud efter Ukraines Eurovision-sejr

15/5/22 17:05

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Piers Morgan har udtalt sig imod sejren og kritiseret sangen, ligesom han langer ud efter arrangementet.

Lørdag aften sikrede Kalush Orchestra Ukraines sejr ved Eurovision Song Contest i Torino, Italien.

Men det er ikke alle, der mener, at de fortjente at vinde.

Det mener i hvert fald ikke den tidligere Good Morning Britain-vært Piers Morgan, som sidenhen har udtalt sig imod sejren og kritiseret gruppens sang for ikke at være "i nærheden af at være den bedste".

Morgan sagde, at han var "glad" for Ukraine, men han fordømte Eurovision som værende ikke en "konkurrence", men i stedet "en manipuleret farce".

"Verdens mest absurde, meningsløse, politisk motiverede 'konkurrence' overgår sig selv. Ukraine kunne have sendt en af sine heroiske bombesnushunde for at gø nationalhymnen og stadig have vundet," skrev han.

Han delte efterfølgende endnu et Tweet, hvori han skriver, at der ikke er nogen mening med at afholde en konkurrence, hvis resultatet er forudbestemt af faktorer uden for deltagernes kontrol.

"Resultatet af en international sangkonkurrence bør ikke afgøres af, hvilke lande der lider mest på det tidspunkt, hvor konkurrencen afholdes, for så er der ingen mening med at afholde en konkurrence."

Han mente ikke, at Kalush Orchestras sang var "i nærheden af den bedste".

"Selv ukrainerne synes ikke, at det var den bedste," tilføjer han.

Morgan antydede herefter, at de havde vundet som følge af "ren sympati", hvilket han siger er "fint, så længe vi dropper ordet 'konkurrence' fra Eurovision".

En Twitter-bruger spurgte, hvorfor Morgan ikke bare kunne tænke på begivenheden ikke bare "som en sangkonkurrence, men som en begivenhed, hvor 40 nationer mødes og fejrer hinanden med glæde og opløfter millioner af mennesker med sjov, frivolitet, musik, solidaritet og glitter".

"I går aftes bragte så meget glæde. Resultaterne var prikken over i'et," skrev Twitter-brugen.

Morgan svarede hertil, at det kunne man også sagtens, hvis man i stedet kaldte det "Eurovision Song Fjolleri".

Kalush Orchestra fremførte en sang om frontmand Oleh Psyuks mor med titlen "Stefania" og fik hele 631 stemmer, mens britiske Sam Ryder kom ind på andenpladsen med 466 stemmer.

På aftenen udtalte Psyuk sig om Ruslands igangværende invasion af Ukraine og opfordrede til, at ukrainske krigere bliver befriet fra Azovstal-stålværket i Mariupol.