Supermarkedsansat langer ud efter kunder: Det går mig på nerverne

02/10/22 11:58

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Supermarkedsansat langer ud efter kunder: Det går mig på nerverne

En ansat i et supermarked har delt en liste over ting, som mange kunder gør, men som langt de fleste supermarkedsansatte finder 'virkelig irriterende'.

Kvinden fortæller blandt andet, at der er ting, som hun skal høre på '13 gange på en halv time'. Derudover er der også flere andre ting, som kunderne gør, der er til gene for de ansatte. Det skriver The Sun.

I en video, som hun har delt på det sociale medie TikTok, hvor hun går under brugernavnet @charlie.smth, fortæller hun nærmere om disse ting. Videoen har fået titlen: 'Fem ting, som kunder siger, der altid går supermarkedsansatte på nerverne'.

"Når du er ved kassen, og der er noget, der ikke bliver scannet ind, og de siger: 'Nå, så må den da være gratis'. Nej, den er ikke gratis. Stregkoden scanner bare ikke," siger hun til en start.

Hun siger også, at hun nogle gange gør sit bedste for at undgå kunder i butikken, men alligevel ender det altid med, at de finder hende.

"Nummer to: 'Du keder dig. Jeg kommer hen til dig', når du bare passer dig selv. Nej, jeg keder mig ikke. Jeg undgår bare kunder," siger hun.

Hertil afslører hun også, at det går hende på nerverne, når folk ikke er opmærksomme ved kassen.

"Nummer tre er, når folk står i kø ved kassen og ikke koncentrerer sig. Så snart de bemærker, at kassen foran dem er ledig: 'Åh, undskyld. Jeg stod lige i mine egne tanker'," siger hun, og fortsætter:

"Nej, du scrollede på Facebook og kritiserede andre forældre for deres opdragelse, i stedet for at kigge foran dig og se, at den anden kunde var gået."

Den fjerde ting, der går hende på nerverne, er når folk påpeger, at de faktisk kun skulle have købt en enkelt ting, men ender med at købe stort ind.

"Den klassiske 'Jeg skulle bare have en ting'-linje. De fylder mad til uger op på båndet og siger: 'Jeg skulle bare have én ting', og så skal du grine og lade som om, at du ikke har hørt det 13 gange inden for den sidste halve time," fortæller hun.

Den femte og sidste ting, der tilsyneladende også går hende på nerverne, er når folk spørger, hvad en vare koster, da de blot kunne have kigget på prisskiltet på hylden.

"Og så har de frækheden til at virke overraskede, når de ser prisen. Hvorfor kunne du ikke have kigget på etiketten, der er direkte under den vare, du har taget," lyder det.

Den morsomme video, som mange andre supermarkedsansatte har erklæret sig enige i, har fået mere end 630.000 visninger på det sociale medie.

"Jeg ville ikke have holdt en dag i et supermarked. Du har min respekt," lød det fra en bruger.

"Du glemte: 'Arbejder du her'-spørgsmålet," skrev en anden, mens en tredje tilføjede: "Jeg griner så meget. Du har ramt plet."