En mor har svaret igen på 'hadefulde' kommentarer fra brugere på de sociale medier, som mener, at hendes datter vil blive mobbet hele livet på grund af sit navn.
35-årige Emma Louise Hutton fra Sheffield, siger, at de fleste navne er 'kedelige' - inklusiv hendes eget. Derfor ønskede hun at prøve noget anderledes, da hun fødte sidste år, hvorfor hun endte med at give sin datter et meget 'specielt' navn.
Efter at have besluttet sig for navnet Elae, udtalt 'L.A.', til sin nu 1-årige datter, fortæller Emma, at reaktionerne har været 'forfærdelige'.
Den 35-årige mor, som arbejder som negletekniker, har udtalt, at hun er blevet kaldt en 'chav' (et nedsættende britisk udtryk for en person af lav status, red.), og at hun kun har givet sin datter det unikke navn for at vinde en konkurrence om 'verdens mærkeligste navn'.
"Folk har sagt, at de synes synd for mit barn, eller at jeg har sat hende op til et liv fyldt med mobning," sagde Emma ifølge Daily Mail.
"De har kaldt mig en chav eller påstået, at jeg prøver at vinde en konkurrence om verdens mærkeligste navn."
"Ærligt talt er det mig ligegyldigt, men jeg synes, det er så mærkeligt, at voksne mennesker føler behov for at dele deres forfærdelige, negative tanker om et barn. Jeg ville aldrig kommentere på et opslag fra en mor og sige, at jeg synes, hendes barns navn er dumt og grimt."
Moderen, hvis TikTok-video om navnet Elae har fået næsten fire millioner visninger, har også fortalt åbent om, hvordan hendes eget almindelige navn spillede en stor rolle i hendes beslutning.
"At hedde Emma var meget populært gennem hele skoletiden - og er det stadig. Jeg plejede at joke med min mor om, hvor mange andre piger i min klasse der havde samme navn. Jeg ønskede ikke det for mine børn og har altid elsket noget unikt," sagde hun.
"Da en klient nævnte sin veninde, som hed Elae, blev jeg forelsket i navnet. Min mand støttede beslutningen fuldt ud, og det gjorde mine venner også — men mine forældre kunne ikke lide det særlig meget. De elsker det selvfølgelig nu."
Selvom hun indrømmer, at hendes Yorkshire-accent kan være grunden til, at folk tror, hendes datter hedder 'Ellie', kritiserer hun også dem, der ikke gør sig umage med at udtale det rigtigt, som værende 'dovne'.
Selvom Emma nu er stoppet med at rette dem, der udtaler eller staver navnet forkert, siger hun, at det stadig er frustrerende.
"Når jeg prøver at rette nogen, giver de mig bare et mærkeligt, akavet smil. Så det er ikke det værd længere. Jeg tror ikke, hun bliver mobbet, for mange børn har i dag unikke navne," forklarede Emma også.
"Jeg tror, hun vil blive frustreret over hele tiden at skulle rette folk og ikke at kunne finde legetøj med sit navn på. Men jeg fortryder det overhovedet ikke og vil aldrig overveje at ændre det. Det er det smukkeste navn, jeg nogensinde har set - og andre burde være mere kreative i stedet for at holde sig til kedelige navne."